Fejl og dumhed koster FC Barcelona sent pointtab
Alfonso Gonzalez reducerer til 1-2 efter en stor fejl fra Jules Koundé. Foto: Miguel Vidal/Reuters
FC Barcelona førte med 2-0, men blev ramt af udvisning, så Celta Vigo kunne slå tilbage i slutfasen.
FC Barcelona var uden at imponere på vej mod en sejr ude mod Celta Vigo, men smed sejren på gulvet i slutfasen.
Barcelona førte med 2-0 indtil det 84. minut, men måtte nøjes med 2-2.
Fejl og dumheder var årsagen til, at Barcelona ikke kørte sejren hjem. Først fik Marc Casado en dum udvisning, og kort efter lavede Jules Koundé en fejl, der for alvor satte Celta i gang.
Set over hele kampen var Celtas point helt efter bogen. Hjemmeholdet skabte fleste chancer, og kun på effektivitet var Barcelona det bedste hold lørdag aften.
Barcelona kom foran efter et kvarter, da Jules Koundé fandt Raphinha, som tog et træk i feltet og huggede bolden i nettet.
Ellers var Celta faktisk farligst i første halvleg, og Iago Aspas burde have givet hjemmeholdet en tidlig føring, men hans afslutning gik forbi.
Barcelona spillede stadig uden den store inspiration efter pausen, men holdet straffede prompte en opspilsfejl hos Celta til at udbygge føringen.
Robert Lewandowski, der havde været stort set usynlig i den første time, blev spillet fri og scorede til 2-0.
Spillemæssigt kunne Celta godt matche Barcelona, men holdet missede flere chancer.
I det 82. minut fik Celta bedre vilkår i jagten på et comeback, da Marc Casado modtog sit andet gule kort på få minutter, og det gav fornyet spænding allerede to minutter senere.
Jules Koundé fejlede grumt som sidste mand, så Alfonso Gonzalez kunne reducere, og det inspirerede Celta yderligere, så Hugo Alvarez kort efter udlignede.
Med pointtabet fører Barcelona La Liga med 34 point foran Atlético Madrid med 29. Real Madrid har på tredjepladsen 27, men har spillet to kampe færre - den første er søndag ude mod Leganes.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker