Fejlkøb er taget hjem - koster NFH meget dyrt
Kalidiatou Niakaté (gul) har ikke fået meget ud af sin tid i NFH. Her er hun i aktion mod Metz i Champions League. Foto: Hans Kurt Frederiksen
Hans Kurt Frederiksen
Kalidiatou Niakaté har været en dyr fornøjelse for NFH og kommer ikke i kamp for klubben mere.
Forventninger var store, da Kalidiatou Niakaté blev præsenteret hos NFH-sponsoreren Frimann Hansens-biler i Næstved tilbage i august.
Med 61 landskampe for Frankrig og stærke Champions League-klubber som Brest, CSM Bucuresti og Buducnost på sit CV, var det forhåbningen at hun skulle være det den x-faktor som NFH havde brug for. Især i de hårde Champions League-kampe, som NFH stod overfor for første gang siden 2017, var det meningen at venstrebacken skulle trække et stort læs.
Men sådan er det slet ikke gået.
I stedet er hun endt som det vel nok største fejlkøb i klubbens historie.
Dårlig knæ fra start
Den franske spiller slæbte et dårligt knæ med sig, der hele tiden har voldt problemer, og hun nåede aldrig at komme ind i et brugbart forløb på flere kampe af gangen.
Og flere kampe bliver det heller ikke til. Den franske spiller er taget hjem - angiveligt for at blive opereret i sit dårlige knæ, og NFH forventer ikke, at hun kommer tilbage.
- Det er en ærgerlig og kedelig situation for alle parter. Det er slet ikke gået som vi havde håbet. Det må vi bare erkende, lyder det fra bestyrelsesmedlem Søren Jakobsen, der erkender at Kalidiatou Niakaté blev hentet til klubben fordi Champions League-eventyret stod for døren, og NFH-truppen så sårbar ud med så mange flere kampe i udsigt.
Fem minutter i tolv
- Vi stod fem minutter i tolv, og følte at vi var nødt til at hente en spiller ind. Også en spiller der havde prøvet at spille i Champions League og som vi mente kunne tilføre holdet noget niveau især i de internationale kampe. Og på det tidspunkt var Kalidiatou Niakaté den eneste mulighed på spillermarkedet, som var tilgængelig. Hun havde spillet mange landskampe og klubkampe på højt niveau, så vi var egentlig ikke så betænkelige, lyder det fra Søren Jakobsen.
Kæmpe månedsløn
Den franske spiller har også været ganske løntung med en månedsløn i den høje ende.
Penge som NFH har betalt hver måned siden hun ankom, og som de er forpligtet til at betale indtil kontraktudløb 1. juli, på trods af at hun aldrig sætter sine ben i klubben mere.
- Det gør selvfølgelig ikke situationen mindre ærgerlig, men der er desværre ikke noget vi kan gøre ved det, konstaterer Søren Jakobsen.
Kalidiatou Niakaté har været med i enkelte kampe efter julepausen, men formåede aldrig at få en rolle på holdet.
- Det skal også ses i lyset af, at vi har spillet en del syv mod seks, og det har ikke været hendes spidskompetence. lyder det fra Søren Jakobsen, der helst vil glemme sagen hurtigst muligt, og bare komme videre.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker