Fejlorgie frustrerer dansk landstræner midt i sejrsglæden

Danmark vandt for tredje gang i fire kampe, da Tyskland blev slået efter en hektisk afslutning. Foto: Esa Alexander/Reuters

Håndboldkvinderne er klar til kvartfinalen, men kæmper stadig med mange uprovokerede fejl.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med tre sejre i fire kampe og en kvalifikation til kvartfinalen har det danske kvindelandshold i håndbold i det store hele løst opgaven i det indledende gruppespil ved OL.

Når håndboldturneringen i næste uge går ind i playoff-fasen og flytter fra Paris til Lille, er de danske kvinder med. Det er første gang i 20 år, at Danmark er nået så langt.

- Jeg er megaglad. Vi har gjort vores. Vi har vundet tre ud af fire og kun tabt til Norge. Hvis man før turneringen havde fået at vide, at det ville gå sådan, var man nok ikke faldet ned af stolen, siger landstræner Jesper Jensen.

Midt i den forståelige glæde over den resultatmæssige succes sniger der sig dog tydelige frustrationer ind hos både Jensen og hans spillere.

Det er åbenlyst, at kvaliteten svinger for meget, og at holdet også i 28-27-sejren over Tyskland lavede alt for mange fejl af typen, man sjældent har set i Jensens landstrænertid.

Men det kan næppe være ret meget anderledes, når man spiller OL midt om sommeren på et tidspunkt, hvor man normalt ville være i gang med optræningen til en ny sæson, mener landstræneren.

- Jeg ved godt, at det er svært at forstå udefra. Det er jo OL, og vi skal allerhelst toppe. Men spillerne kommer fra syv-ni ugers kamppause. Det sætter sig i timingen.

- Sådan er det også efter sommerpausen hjemme i klubberne. Selvfølgelig frustrerer det mig og alle andre. Men det er jo ikke uvilje, siger Jesper Jensen.

Kun en Sandra Toft-parade i slutsekunderne forhindrede et fuldstændig unødvendigt og selvforskyldt pointtab mod Tyskland.

Danmark burde have afgjort kampen i flere omgange, men komfortable føringer gav underligt nok ikke mere sikkerhed i spillet. Snarere tværtimod.

- Når vi kom foran, og vi havde mulighed for, at det hele lettede lidt, så var det, som om det blev lidt for løst.

- Pludselig lavede vi en skør overtrådt og begyndte at brænde nogle store chancer. Vores fløje begyndte pludselig at ville stjæle bolde på egen hånd i forsvaret, og vi begyndte at træde for langt frem.

- Alt det, der virkede, og som gjorde, at vi kom foran med fire og fem mål, det slækkede vi på. Det var fordi, vi løsnede grebet, at tyskerne kom med igen, siger landstræneren.

På trods af mange fejl undervejs har Danmark i de to seneste kampe formået at vinde over både Sverige og Tyskland. Og det er i sig selv en kvalitet, der kan bære holdet langt, mener Louise Burgaard.

- Vi havde snakket om, at vi skulle pille nogle af de uprovokerede fejl ud af vores spil. Det formåede vi heller ikke denne gang.

- Men selv om vi smed en stor føring i havet, slog vi altså et godt tysk hold. Vi har bevist før, at vi er et mesterskabshold, der bliver bedre og bedre igennem en turnering, siger Burgaard.

Danmark slutter gruppespillet mod Sydkorea på lørdag. Sydkoreanerne har to point efter fire kampe.

/ritzau/