Fellaini er udskrevet efter smitte med coronavirus
Marouane Fellaini er udskrevet fra et hospital i Kina, efter at han har været smittet med coronavirus. Belgieren var den første spiller i den bedste kinesiske fodboldrække, der blev testet positiv. (Arkivfoto) Foto: Andrew Yates/Reuters
Andrew Yates/Reuters
Belgieren Marouane Fellaini skal efter over tre ugers indlæggelse på kinesisk hospital i to ugers karantæne.
Den tidligere Manchester United-stjerne Marouane Fellaini er tirsdag udskrevet fra et kinesisk hospital i Jinan efter lidt over tre ugers indlæggelse.
Nu skal Fellaini i karantæne i de kommende to uger, oplyser belgierens kinesiske fodboldklub, Shandong Luneng.
- Fellaini blev tilset og vurderet rask, og han er udskrevet, oplyser klubben kortfattet.
Den 32-årige midtbanespiller var den første og hidtil eneste kendte spiller, som har været smittet med coronavirus i den bedste kinesiske fodboldrække, Chinese Super League (CSL).
Den belgiske landsholdsspiller, som blev indlagt 22. marts, har på Instagram udsendt flere videoklip fra hospitalet, hvor han laver små træningsøvelser til musik.
Den kinesiske fodboldliga skulle været begyndt 22. februar, men er udskudt flere gange - senest på ubestemt tid.
Det skyldes udbruddet af coronavirus i Kina, som var det første land, der konstaterede smittetilfælde. Det skete i december 2019.
Coronavirusset brød først frem i den kinesiske by Wuhan i december og har siden spredt sig til hele verden og smittet næsten to millioner mennesker og dræbt over 119.000.
Fellaini, der tidligere har spillet for Everton, skiftede fra Manchester United til kinesisk fodbold i februar sidste år.
I sin første sæson scorede Fellaini 12 mål i 34 kampe for Shandong Luneng.
Fellaini er ikke det eneste prominente navn i fodboldverdenen, som har været konstateret smittet med coronavirus.
Tidligere har Chelsea-kantspilleren Callum Hudson-Odoi, Arsenal-manager Mikel Arteta samt Juventus-spillerne Paulo Dybala, Blaise Matuidi og Daniele Rugani været testet positive for coronavirus.
Det samme har AC Milans tekniske direktør og tidligere stjernespiller, Paolo Maldini.
18-årige Daniel Maldini, søn af legenden og Milan-debutant i denne sæson, har også været smittet.
I Spanien er der også meldt om adskillige fodboldspillere med virusset.
Blandt andre har Espanyol-angriberen Wu Lei, Kinas mest kendte fodboldspiller, været smittet samt flere af kineserens holdkammerater.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie