Fem anholdt efter ballade i hadets kamp i Manchester
Fans røg i totterne på hinanden, da Liverpool avancerede i Europa League på Old Trafford i Manchester.
At forholdet mellem fans af Manchester United og fans af Liverpool aldrig bliver bare tilnærmelsesvist hjerteligt blev bevist endnu engang, da de to klubber torsdag bragede sammen i Europa League.
Efter kampen, som sendte Liverpool videre til kvartfinalerne med samlet 3-1, risikerer klubberne sanktioner på grund af håndgemæng mellem klubbens fans og - for Liverpools vedkommende - for morbide tilsvininger og afbrænding af romerlys.
I de to klubbers første Europa League-opgør på Anfield i Liverpool sang Manchester United-fans slagsange om Hillsborough-katastrofen, hvor 96 Liverpool-fans blev mast ihjel.
På Old Trafford rullede en håndfuld Liverpool-supportere, som havde fået plads mellem hjemmeholdets fans, et banner ud mod slutningen af kampen. Det førte til slagsmål, hvor både slag og afrevne sæder fløj gennem luften, skriver Reuters.
Samtidig begyndte Liverpool-fans på et nedre tribuneafsnit at råbe "München" med henvisning til katastrofen i 1958, hvor et fly med Manchester Uniteds hold, trænere og sportsjournalister styrtede ned, og 21 passagerer døde. Blandt dem flere spillere.
Politiet efterforsker nu episoderne på Old Trafford.
- Mod slutningen af kampen var der en håndfuld bekymrende episoder, som er under efterforskning. Vi har foretaget i alt fem anholdelser, lyder det fra engelsk politi.
Efter kampen på Anfield slap Manchester United for sanktioner fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), fordi kampens official ikke nævnte tilråbene i sin kamprapport.
Men efter kampen på Old Trafford er begge klubber ifølge Uefa blevet indberettet, og forbundet har åbnet en sag.
Ifølge BBC er der åbnet sag mod begge klubber for tilskueruro og kast med genstande.
Derudover er der åbnet sag mod Liverpool for upassende tilråb og afbrænding af pyroteknik.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned