Ferguson kalder Torres for et godt køb

Fernando Torres er flere gange blevet kaldt et flop, efter at den spanske stjerneangriber i januar skiftede fra Liverpool til Chelsea.

Selv om Torres fortsat mangler at score for sin nye arbejdsgiver, mener Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, at Chelsea har gjort en god handel.

- De fik mulighed for at købe Torres, og det tror jeg ikke, nogen ville have takket nej til.

- Alle sagde dengang, at det var en fantastisk handel, siger Ferguson, der regner med, at manden, som blev købt for 430 millioner kroner, på et tidspunkt viser sit værd.

- Det var en god handel. Lige nu fungerer det ikke, men han er en ung spiller, og der venter mange sæsoner forude, siger Ferguson.

Torres og Ferguson var tirsdag aften begge involveret i kvartfinalen i Champions League mellem Chelsea og Manchester United. Et opgør, som Ferguson slap bedst fra, da United sikrede sig en plads i semifinalerne med en sejr på 2-1.

/ritzau/

Modsat mange andre mener Manchester Uniteds manager, at Fernando Torres er et godt køb for Chelsea.

Offentliggjort Sidst opdateret