Fifa bekræfter: Saudi-Arabien er eneste bejler til VM i 2034
Kronprins Mohammed bin Salman (til højre) ses her sammen med Fifas præsident, Gianni Infantino, i forbindelse med lanceringen af VM for e-sport i Saudi-Arabien næste år. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix
Saudi-Arabien er den eneste mulighed, når Fifa i slutningen af 2024 officielt skal udpege VM-værten for 2034.
Saudi-Arabien er det eneste værtsbud på VM i fodbold i 2034.
Det bekræfter Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) tirsdag på sin hjemmeside.
Det endelige valg af VM-vært vil først officielt finde sted i slutningen af 2024.
Tidligere tirsdag trak Australien sig som bejler, og dermed var Saudi-Arabiens bud det eneste tilbage.
- Som fastlagt i de udbudsregler, der blev godkendt af Fifa Council, vil der gennemføres grundige bud- og evalueringsprocesser af de lande, der har budt, inden de endeligt vil blive valgt ved en Fifa-kongres, der forventes at afholdes i sidste kvartal af 2024, skriver Fifa.
Fifa Council er det øverste beslutningsorgan i forbundet. Organet har 37 medlemmer, og Danmark er ikke repræsenteret i det.
Fifa skriver, at der vil pågå en dialog mellem Fifa og bejlerne, så buddene lever op til de kriterier, der tidligere er fastlagt i Fifa Council.
- Dialogen vil fokusere på områder som infrastruktur, kommercielle hensyn, bæredygtighed og menneskerettigheder, skriver Fifa.
- Efter dette vil Fifa offentliggøre sine evalueringsrapporter, og hvis kravene bliver opfyldt, vil medlemslandene udpege værterne på Fifa-kongressen.
Saudi-Arabien havde allerede annonceret sit bud den 4. oktober. Det skete, få timer efter at Fifa havde givet 2030-slutrunden til et fælles bud fra Spanien, Portugal og Marokko.
Fifa satte samtidig 31. oktober som deadline for bud på 2034-slutrunden og gav altså eventuelle bejlere mindre end en måned til at byde ind.
Det er Asien eller Oceaniens tur til at afholde VM i 2034, da Nordamerika ved USA, Canada og Mexico afholder slutrunden i 2026, og Afrika og Europa samt Sydamerika ifølge Fifa er dækket ind i 2030.
Uruguay, Argentina og Paraguay er således vært for hver én kamp i 2030, inden resten af slutrunden afvikles i Spanien, Portugal og Marokko. Alle seks lande er direkte kvalificeret til 2030-slutrunden som værter.
Kritikere har set den usædvanlige konstruktion og den korte deadline som et forsøg på at bane vejen for Saudi-Arabien som vært i 2034.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker