Fifa fastholder transferforbud mod FC Barcelona
Det internationale fodboldforbund (Fifa) fastholder det transferforbud mod FC Barcelona, som betyder, at storklubben ikke må købe spillere i de næste to transfervinduer startende med vinterens transfervindue i januar 2015.
Barcelonas udåd består ifølge Fifa i, at klubben har indgået kontrakter med spillere under 18 år fra andre lande.
Allerede i april i år fik Barcelona en lignende straf af Fifa, men Barcelona ankede sagen til forbundets appeludvalg, som altså har valgt at fastholde dommen.
Mens anken har stået på, har Barcelona handlet godt ind i det igangværende transfervindue. Klubbens største indkøb denne sommer er utvivlsomt købet af angriberen Luis Suarez, der er kommet til fra Liverpool.
Desuden er forsvarsspillerne Thomas Vermaelen (Arsenal) og Jeremy Mathieu (Valencia), midtbanespilleren Ivan Rakitic (Sevilla) og målmændene Claudio Bravo (Real Sociedad) og Marc-Andre ter Stegen (Borussia Mönchengladbach) nye spillere i Barcelonas trup.
Fifa har tidligere oplyst, at Barcelona har forbrudt sig mod reglerne i en periode fra 2009 frem til 2013, hvor der er blevet indgået kontrakter med 10 unge ikke-spanske spillere.
Fifa har desuden givet Barcelona 90 dage til at få orden på de ulovlige kontrakter. Derudover er Barcelona blevet idømt en bøde på 450.000 schweizerfranc - svarende til 2,75 millioner kroner.
Det spanske fodboldforbund (RFEF) er også blevet straffet i sagen med en bøde på godt tre millioner kroner. Forbundet har desuden fået et år til at få styr på reglerne og forbundets egne procedurer på området.
Barcelona har omgående anket sagen til den internationale sportsdomstol (CAS), hvilket klubben allerede i april meldte ud, at den ville gøre, hvis Fifa fastholdt transferforbuddet.
- Barcelona kan på ingen måde acceptere beslutningen, som angriber ånden af vores Masia (ungdomsafdeling, red.), som er et eksempel i menneskelig, sportslig og akademisk udvikling og anerkendt i hele verden, skriver Barcelona i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde