Fifa godkender brug af mållinje-teknologi
Det internationale fodboldforbund Fifa godkender nu brugen af mållinje-teknologi. Teknologien vil blive afprøvet ved klub-VM til december, Confederation Cup i 2013 samt ved VM i Brasilien i 2014.
Fifa-præsident Sepp Blatter fik sin vilje under et møde i Zürich torsdag. Der blev det besluttet, at mållinje-teknologi skal tages i brug i international fodbold.
Det betyder, at teknologien bliver taget i brug allerede under VM for klubhold i december i år. Blatter har tidligere udtalt, at han vil have mållinje-teknologi på plads under VM i Brasilien i 2014. Og det bliver det nu.
Indførslen af målteknologi sker efter, at der ved sommerens EM i fodbold blev scoret et mål, som var inde over stregen, men som ikke blev set af hverken hoveddommer, linjedommer eller baglinjedommer.
Det var værtslandet Ukraine, som fik bolden ind over stregen ved stillingen 1-0 til England i den sidste og afgørende gruppekamp. Kampen endte 1-0 til englænderne og betød, at Ukraine var færdige ved EM.
Ukraines Marko Stevic sendte bolden en smule over målstregen, før den engelske midterforsvarer John Terry fik skovlet bolden ud igen.
Den ungarske fodbolddommer Viktor Kassai har efterfølgende beklaget, at han og hans dommerkolleger ikke så den ukrainske scoring.
- Efter kampen så vi på situationen og evaluerede den. Vi så med det samme, at vi havde begået en fejl, sagde Viktor Kassai.
Ved VM i 2010 scorede Frank Lampard også et mål for England, som var klart over stregen, men som ikke blev anerkendt, fordi ingen af dommerne så det.
Fifa besluttede ud over indførelsen af målteknologi også, at der frem over skal være fem dommere i internationale fodboldkampe. En hoveddommer, to linjedommere samt to baglinjedommere.
Derudover ophæver Fifa også forbuddet mod, at kvindelige fodboldspillere må spille med tørklæde. Fremover må kvinder godt spille med tørklæde på hovedet.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned