Fifa overvejer fortsat straf til Suárez efter VM-bid
Det internationale fodboldforbund (Fifa) har fortsat ikke besluttet sig for, om Uruguays angriber Luis Suárez er skyldig i at have sat tænderne i en italiensk forsvarsspiller under tirsdagens VM-kamp. En sag, der kan koste Liverpool-stjernen adskillige spilledages karantæne.
Præsidenten for Uruguays fodboldforbund, Wilmar Valdez, fortæller, at Fifas disciplinærudvalg endnu ikke er kommet frem til nogen konklusion efter møder onsdag i Brasilien. Drøftelserne fortsætter torsdag.
- Vi ved ikke, hvorfor der endnu ikke er truffet nogen afgørelse, sagde Wilmar Valdez sent onsdag aften lokal tid ifølge nyhedsbureauet dpa og tilføjede, at Fifa havde brug for "flere timer".
Suárez og det uruguayanske fodboldforbund havde indtil onsdag klokken 22 dansk tid til at fremlægge beviser og forklare sig.
Den kontroversielle episode udspillede sig i Uruguays 1-0-sejr over Italien tirsdag, hvor tv-billeder indikerede, at Suárez i en nærkamp med Giorgio Chiellini bed italieneren i skulderen.
Fifas disciplinærudvalg skal blandt andet ud fra videomateriale slå fast, om Suárez er skyldig. Uruguay har op til fire kampe tilbage ved VM, efter at de kvalificerede sig til 1/8-finalerne, og en karantæne til Suárez vil sandsynligvis udelukke ham for resten af slutrunden.
Uruguays fodboldforbund mener, at beviserne mod angriberen er tynde, og natten til torsdag dansk tid blandede Uruguays præsident i debatten. José Mujica forsvarede Suárez og sagde, at han ikke havde set noget bid.
Den længste straf, som Fifa har givet, faldt tilbage i 1994, da italieneren Mauro Tassotti under VM-slutrunden i USA hamrede albuen mod Luis Enrique, så spanieren brækkede næsen. Det kostede Tassotti otte kampes karantæne for Italien.
Suárez risikerer en karantæne på op til 24 kampe eller to års udelukkelse fra fodbold for den nuværende sag. Det er maksimumstraffen, som Fifa kan give.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie