Fifa-præsident bekræfter nyt format for VM for klubhold
Gianni Infantino løfter sløret for et nyt format for VM for klubhold. Her ses han under et interview i Qatar, hvor turneringen lige nu afholdes. Foto: Karim Jaafar/Ritzau Scanpix
Karim Jaafar/Ritzau Scanpix
VM for klubhold skal i fremtiden afvikles med 24 klubber, afslører Fifa-præsidenten Gianni Infantino.
Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) med præsident Gianni Infantino i spidsen har besluttet at udvide VM for klubhold.
I fremtiden afholdes turneringen i et nyt format med 24 klubber fra alle syv kontinenter. Det øger konkurrencen blandt de internationale klubber, siger han i et interview med AFP.
- Vi fokuserer på niveauet ved VM for klubhold. Det handler ikke kun om at have én klub fra hver verdensdel med, men flere deltagere, da det styrker klubfodbold over hele verden, siger han.
Fifa afholder hvert år VM for klubhold, hvor mestrene fra hver verdensdel deltager i en turnering.
I årets udgave af VM for klubhold er Champions League-vinderen Bayern München og vinderen af den nordamerikanske pendant, Tigres, kommet i finalen.
VM for klubhold skulle have været afholdt i december, men blev udskudt til februar på grund af coronapandemien. Turneringen afholdes næste gang i Japan til december i det nuværende format, hvor syv klubber kæmper om titlen.
Den moderniserede udgave af VM for klubhold, som blandt andet inkluderer otte klubber fra Europa, var planlagt til afholdelse i sommeren 2021 i Kina, men er blevet udsat.
Infantino kan ikke endegyldigt sige, hvornår det nye format bliver aktuelt, men det bliver ikke før tidligst næste år.
- Vi bliver stadig nødt til at finde det rigtige tidspunkt for det nye VM for klubhold med 24 hold. Det er selvfølgelig ikke en let udfordring i denne periode, hvor alt er sammenpresset, siger han.
- Hvis det betyder, at vi skal vente endnu et år, gør vi det.
En udvidet turnering kan hjælpe med at imødekomme ønsker om en ny europæisk "Super League", som flere topklubber menes at være ivrige efter at skabe.
Bayern München kan skrive sig ind i historiebøgerne, hvis Hansi Flicks tropper vinder torsdagens finale. Formår tyskerne at løfte pokalen, vil det være sæsonens sjette titel for den sydtyske klub.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker