Fifa-spids afviser Qatar som VM-vært i 2022
Theo Zwanziger - siger nej til Qatar. Foto: Julio Cortez/AP/POLFOTO
Julio Cortez/AP/POLFOTO
Det tyske medlem af Fifas eksekutivkomité, Theo Zwanziger, tror, at Qatar bliver frataget VM-værtskabet.
Kritikken af det kontroversielle valg af Qatar som VM-vært i 2022 fortsætter med uformindsket styrke, og nu melder også Fifas topfolk sig i koret.
Mandag er det det tyske medlem af Fifas eksekutivkomité, Theo Zwanziger, der tager afstand fra valget af den lille oliestat, og han forventer, at den fire år gamle afgørelse vil blive omstødt.
- Personligt tror jeg ikke, at VM 2022 kommer til at foregå i Qatar, siger Theo Zwanziger til Sport Bild Plus.
Den fremtrædende Fifa-figur angiver især sundhedsmæssige betænkeligheder ved at afholde et VM i et land, hvor sommertemperaturerne typisk ligger på den høje side af 40 grader.
- Lægerne siger, og det har jeg fået skriftligt, at de ikke vil stå til ansvar for et VM under de betingelser, siger Zwanziger, der afviser, at varmeproblemet kan løses med forskellige køleteknikker på stadionerne.
- VM finder ikke kun sted på stadion. Der kommer fans fra hele verden, der skal rejse rundt i varmen. De første livstruende tilfælde vil straks føre til sagsanlæg. Det vil ingen i Fifas eksekutivkomité tage ansvaret for, mener Theo Zwanziger, der selv er uddannet jurist.
Der har været forslag om at flytte det pågældende VM til vintermånederne, men det er foreløbig blevet afvist af de magtfulde europæiske ligaer.
Fifa har foreløbig reageret afdæmpet på tyskerens udtalelser.
- Som hr. Zwanziger selv siger: Dette er hans personlige holdning, lyder det fra en Fifa-talsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ud over varmespørgsmålet har der været beskyldninger om korruption og penge under bordet i processen, der førte frem til valget af Qatar.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker