Hun råbte, skreg og stønnede til den helt store guldmedalje undervejs, og til sidst blev hun belønnet med en finaleplads ved Australian Open.
Efter en højdramatisk semifinale er russiske Maria Sharapova klar til finalen ved den australske grand slam-turnering i tennis, efter at hun torsdag besejrede tjekken Petra Kvitova 6-2, 3-6, 6-4 i Melbourne.
Det er 24-årige Maria Sharapovas tredje finale ved Australian Open. Hun vandt titlen i 2008, året efter at hun tabte finalen.
Sharapova var ofte i problemer i sine servepartier, men en ukuelig fightervilje sendte hende videre til finalen, hvor hviderusseren Victoria Azarenka venter.
Maria Sharapova lagde imponerende ud i første sæt, som hun vandt overbevisende.
I andet sæt begyndte problemerne for russeren, da hun med en af sine i alt 10 dobbeltfejl i kampen kom bagud 0-2.
Petra Kvitova overtog styringen med kampen og afsluttede andet sæt med et servees.
I tredje sæt lignede det en tidlig afgørelse, da Kvitova brød til 2-1, men Sharapova svarede omgående igen ved at bryde tjekkens serv.
Kampen kulminerede i et meget langt og spændende parti, da Maria Sharapova bragte sig foran 4-3 efter at have været nede med flere breakbolde.
Russeren skreg sin glæde ud, da Wimbledon-mesteren Kvitova sendte bolden ud af banen.
I første omgang virkede Kvitova ikke rystet, men da hun servede ved 4-5 knækkede filmen fuldstændig for den 21-årige tjekke, der afsluttede kampen ved at sende bolden ud over baglinjen.
Maria Sharapovas finalemodstander, Victoria Azarenka, besejrede belgiske Kim Clijsters i sin semifinale.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde