Finaleseedet russer øjner titel efter Djokovic-exit
Daniil Medvedev sigter efter titlen ved Australian Open. Foto: Andy Cheung/Ritzau Scanpix
Andy Cheung/Ritzau Scanpix
Daniil Medvedev havde ingen problemer med at avancere til anden runde i Australian Open
Daniil Medvedev, den andenseedede russer, vandt tirsdag morgen dansk tid sin første kamp ved grand slam-turneringen Australian Open.
Medvedev besejrede Henri Laaksonen med cifrene 6-1, 6-4, 7-6 efter lidt under to timers spil på Rod Laver Arena.
25-årige Medvedev havde størst problemer med Laaksonen, der er nummer 91 i verden, i tredje sæt, men schweizeren magtede ikke at forlænge kampen.
Russeren, der er nummer to i verden, er den højst rangerede spiller i turneringen, efter at Novak Djokovic ikke fik lov til at deltage.
Sidste år nåede Medvedev frem til finalen, hvor han tabte til Djokovic, der har vundet turneringen ni gange.
Det vil Medvedev gerne have lavet om på i år.
- Jeg kan lide at spille her, jeg kan lide at spille på hardcourt, og jeg ønsker at gøre det bedre end sidste år, siger Medvedev ifølge AFP.
Djokovic fik frataget sit visum og sendt ud af Australien søndag, da han ikke opfyldte kravet om at være coronavaccineret eller havde en gyldig grund til ikke at være det.
Dermed må Medvedev nu anses for en af turneringens helt store favoritter. Han vandt også US Open sidste år og kan dermed tage sin anden grand slam-titel i træk.
Også Andrey Rublev gik videre til anden runde tirsdag. Den femteseedede russer vandt i tre sæt - 6-3, 6-2, 6-2 - over italieneren Gianluca Mager.
Tidligere tirsdag trak Casper Ruud sig med en skade. Den ottendeseedede nordmand kom slet ikke i aktion på grund af en ankelskade.
Den pådrog Ruud sig, da han søndag trænede sammen med Medvedev.
I en af tirsdagens mest underholdende kampe vandt Andy Murray i fem sæt over 21.-seedede Nikoloz Basilashvili.
Den useedede skotte vandt 6-1, 3-6, 6-4, 6-7, 6-4 over georgieren, der er nummer 23 i verden.
Murray, der på grund af skader er raslet ned som nummer 113, udnyttede sin tredje matchbold efter næsten fire timers spil.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker