Finsk midtbaneslider sikrer Esbjerg tre point i Aalborg
Joni Kauko blev matchvinder for Esbjerg mandag aften i Aalborg. Billedet her er fra kampen mod Sønderjyske 13. august. Foto: John Randeris/arkiv/Ritzau Scanpix
John Randeris/arkiv/Ritzau Scanpix
Esbjerg vandt mandag aften 1-0 over AaB Aalborg. Finnen Joni Kauko blev matchvinder i anden halvleg.
Mandag aften vandt Esbjerg 1-0 på udebane over AaB, da gæsterne i en chancefattig og tam affære tog alle tre point med hjem efter et mål af finnen Joni Kauko.
Kauko har dermed scoret tre gange siden sommerskiftet fra Randers til Esbjerg. Ud over rollen som matchvinder kan han glæde sig over, at Esbjerg nu har vundet tre kampe i træk.
Mandagens sejr blev sikret i en jævnbyrdig, men knap så sprudlende kamp.
AaB forsøgte at presse gæsterne fra start, ved at sætte mange afleveringer sammen og flytte bolden hurtigt fra side til side. Det passede dog Esbjerg fint, for vestjyderne lurede i stedet på omstillinger.
Derfor havde AaB bolden meget indledningsvis, dog uden rigtigt at skabe de store chancer.
Den første store chance kom efter en halv time, og den tilfaldt hjemmeholdet. Her fandt Kasper Kusk sin midtbanekollega Rasmus Thellufsen, som sendte et flot hovedstød afsted mod det ene målhjørne.
Dog blev det flotte forsøg afværget af en endnu flottere redning af Esbjerg-keeper Jeppe Højbjerg, der ude i fuld længde sørgede for at holde bolden ude af nettet.
Tendenserne fra en chancefattig og tam første halvleg forsatte i anden halvleg.
Alligevel kunne gæsterne bringe sig foran efter 58 minutter.
Et passivt AaB-forsvar lod Lasha Parunashvili slå et indlæg ind i panden på umarkerede Joni Kauko, og den finske midtbanespiller kunne let dirigere bolden i mål.
Derfor skulle AaB på jagt efter en udligning. Selv om nordjyderne pressede på til sidst, så lykkedes det ikke at brodere sig igennem Esbjergs kompakte defensiv, hvorfor gæsterne kunne tage alle tre point med hjem til Vestjylland.
Ud over målet var et af kampens største højdepunkter, da Esbjerg skiftede deres nye hollandske stjernespiller Rafael van der Vaart ind med 20 minutter igen. Han gjorde dog ikke stort væsen af sig.
Med nederlaget taber AaB et skridt i topstriden, hvor holdet står noteret for 13 point i 7 kampe. Oprykkerne fra Esbjerg er med sejren også kommet flot fra land i Superligaen, hvor mandskabet har tilkæmpet sig 11 point og ligger nummer seks.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker