Finsk overraskelse snyder norske skiherrer

VM i de nordiske skidiscipliner fik sig en gedigen overraskelse, da mændene tirsdag kørte 15 kilometer langrend i klassisk stil med individuel start.

Finske Matti Heikkinen tog nationens første guldmedalje ved verdensmesterskaberne, da han med en meget stærk sidste halvdel af løbet vandt en ganske overbevisende sejr i tiden 38,15 minutter.

Han henviste de sejrsvante nordmænd til sølv- og bronzepladsen, hvor Eldar Rønning og Martin Johnsrud Sundby kom ind. Rønning startede ellers rigtig stærkt, men i løbets anden halvdel kunne han ikke holde samme tempo som Heikkinen.

Heikkinen og Rønning var helt lige efter 10 kilometer, men finnen var 13 sekunder hurtigere på de sidste fem kilometer.

Tirsdagens løb blev desuden endnu en udstilling af de store problemer, som de svenske løbere har med at blande sig i kampen om medaljer.

Bedste svensker blev Johan Olsson helt nede som nummer 17, mens løbets storfavorit, Daniel Richardsson ,blev nummer 42 - mere end tre minutter efter den vindende finne.

Den svenske nedtur får endnu engang de kritiske blikke til at dreje mod den svenske smørechef, Larry Poromaa.

- Jeg er den første til at bede om forladelse. Jeg tager hele ansvaret, det er for dårligt, siger han til SVT.

En del af forklaringen er ifølge ham, at man blev stressede tirsdag morgen, da man skulle vælge smøring.

- Vi fik aldrig en følelse af kontrol. Vi troede, at vi var på rette vej, men desværre fungerede det ikke i dag. Vi har aldrig testet så meget, som vi har gjort i disse mesterskaber.

- Det er gået skidt, men vi må se fremad. Vi kan ikke grave os ned. Vi har stadig medaljechancer på de resterende distancer, mener han.

Sverige har indtil videre hentet en guld- og en bronzemedalje ved VM.

/ritzau/

Finsk overraskelse snyder Norge i langrend, mens Sveriges nedtur fortsætter med 17. plads som bedste resultat.

Offentliggjort Sidst opdateret