Fire Lampard-mål i vigtig sejr for Chelsea

Chelsea viste lørdag mesterskabskonkurrenterne fra Manchester United og Arsenal, at de går efter en stærk afslutning på Premier League-sæsonen. Det skete med en 7-1-hjemmesejr over Aston Villa, som nu får svært ved at nå en Champions League-plads.

Som så mange gange før spillede den engelske landsholdsspiller Frank Lampard en nøglerolle for London-klubben. Midtbanemanden scorede hele fire gange i den fortjente sejr over Aston Villa, der kun ved John Carews 1-1-udligning efter en lille halv times spil havde noget at juble over.

Lampard bragte værterne tidligt i front, og kort før pausen gjorde han det til 2-1 på et straffespark. Lampards tredje mål - til 4-1 - var også på et straffespark. Begge straffespark var i øvrigt begået mod russeren Yuri Zhirkov.

Den formstærke franskmand Florent Malouda ville ikke stå i skyggen af Lampard, så kantspilleren bidrog selv med to scoringer, inden Salomon Kalou og Lampard gjorde det til 6-1 og 7-1 i slutfasen.

Sejren var ekstra vigtig for Carlo Ancelottis Chelsea-mandskab, fordi Nicklas Bendtner og Arsenal skuffende kun spillede 1-1 på udebane mod Birmingham, for hvem indskiftede Kevin Phillips udlignede i overtiden. I situationen så Arsenal-målmand Manuel Almunia dog ikke helt uskyldig ud. Han droppede fælt.

Bendtner spillede trods ankelproblemer i løbet af ugen hele kampen for Arsenal, der kunne have vundet sin syvende ligakampe i træk, hvis Almunia altså havde husket at spille målmand til sidst.

En anden indskifter, udeholdets Samir Nasri, havde ellers bragt Arsenal i front med kun 10 minutter af opgøret. Mens Bendtner, som i modsætning til de seneste ugers fine målform denne gang virkede lidt uskarp, så viste Nasri og russiske Andrei Arshavin farlighed, da de blev skiftet ind med lidt over 20 minutter igen.

Med sejrede er Chelsea nu tre point foran Arsenal, mens mesterholdet fra Manchester United med en sejr på udebane over Bolton lørdag aften igen kan overtage førstepladsen.

I kampen om den vigtige fjerdeplads, som giver adgang til Champions League-kvalifikationen, var det en god dag for Tottenham, der hjemme sejrede med 2-0 over bundholdet Portsmouth.

Den danske landsholdsmålmand Thomas Sørensen holdt nullet for Stoke i udekampen mod West Ham, der blev vundet 1-0.

/ritzau/

Frank Lampard scorede fire og Florent Malouda to gange for Chelsea i holdets 7-1-sejr på hjemmebane over Aston Villa. Arsenal tabte skridt i mesterskabskampen.

Offentliggjort Sidst opdateret