Fire Suarez-mål i Liverpool-sejr over Norwich
Luis Suarez fortsætter med at hamre mål ind for Liverpool i Premier League.
Onsdag føjede han yderligere fire til sin sæsontotal, da han først lavede hattrick indenfor tyve minutter i første halvleg af opgøret mod Norwich og siden føjede endnu et mål til efter pausen i 5-1-sejren.
Selv om uruguayaneren gik glip af de fem første kampe i Premier League-sæsonen, har det ikke forhindret ham i at indtage den øjeblikkelige førsteplads på topscorerlisten med 13 mål i blot otte ligakampe.
Og så var det oven i købet flotte mål, han satte ind mod Norwich. Først huggede han til bolden fra 35 meters afstand og tog fuldstændigt fusen på Norwich-keeper John Ruddy.
Senere opsnappede han en løs bold i feltet efter et hjørnespark og bankede den i nettet, inden han snød fire modspillere på vej mod mål og sparkede hårdt og fladt til den hoppende bold.
Angriberen satte punktum ved at skrue et frispark uden om muren op i målet fra 25 meters afstand et kvarter før tid.
I den anden ende var Daniel Agger igen med i startopstillingen efter at have siddet udenfor i weekendens nederlag til Hull.
Sammen med Martin Skrtel udgjorde han midteraksen i forsvaret, der ikke tillod de kanariegule gæster at komme alt for tæt på mål.
Det kiksede dog en enkelt gang mod slutningen, da Bradley Johnson klemte sig foran Agger og reducerede til 1-4 på hovedstød.
Liverpools Raheem Sterling fik sat det sidste punktum - selvfølgelig på oplæg af Luis Suarez.
Sejren betyder, at Liverpool bevarer sin fjerdeplads i ligaen. Norwich er fortsat presset i bunden af ligaen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde