Fischer og Pedersen suser i VM-kvartfinale
Fischer og Pedersen suser i VM-kvartfinale Foto: POLFOTO/Jens Dresling
Jens Dresling/POLFOTO
En sejr mere, og VM-medaljen er i hus for mixeddoublen Joachim Fischer/Christinna Pedersen efter sikker sejr.
Den rutinerede danske mixeddouble bestående af Christinna Pedersen og Joachim Fischer er godt på vej til at sikre sig selv og dansk badminton en VM-medalje.
Efter en lidt famlende VM-start onsdag mod et hollandsk par var der ingen slinger i valsen i torsdagens 1/8-finale mod et par fra Thailand.
Den danske duo vandt så sikkert som 21-15, 21-5, og thailandske Sapsiree Taerattanachai og Maneepong Jongjit var aldrig i nærheden af at kunne drille de danske favoritter.
Christinna Pedersen led tidligere torsdag et ærgerligt nederlag i damedouble, men med en toptændt Joachim Fischer ved sin side var den skuffelse ikke til at få øje på i mixeddoublen. Et medlevende publikum i Ballerup hjalp godt til.
Danskerne åbnede kampen med at bringe sig på 4-0, og de holdt en sikker føring resten af sættet.
Endnu mere udtalt blev klasseforskellen i andet sæt, hvor danskerne bragte sig på uhørte 8-0, inden modstanderne kom på tavlen. Men spændende blev det aldrig.
Den kvindelige halvdel af det thailandske par - Sapsiree Taerattanachai - drømmer næppe sødt om Christinna Pedersen, der onsdag i damedouble sendte Taerattanachai og hendes makker ud af VM.
Fredag er det kvartfinaletid for den danske duo, og det lugter af en dansk medalje. Modstanderen findes senere torsdag i en kamp mellem et useedet russisk par og et useedet indonesisk par. Vinder danskerne kvartfinalen, er de sikre på minimum bronze ved VM.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker