Fischer på tavlen i skuffende uafgjort for Ajax
Ajax Amsterdam åbnede fredag aften en anelse op for de nærmeste forfølgere i den hollandske mesterskabskamp.
Æresdivisionens tophold måtte på hjemmebane nøjes med 1-1 hjemme mod Heerenveen, og dermed kan Vitesse, PSV Eindhoven og Feyenoord i weekenden hale to point ind på førerholdet.
Viktor Fischer åbnede målscoringen på Amsterdam Arena efter 25 minutter, da den 18-årige dansker headede et indlæg fra højrebacken Ricardo van Rhijn i mål til 1-0 ved bageste stolpe.
Angrebskometen, som nu har scoret ni gange i Æresdivisionen, havde flere gode muligheder, men var ind imellem en anelse egoistisk.
I begyndelsen af anden halvleg fik Heerenveens islandske topscorer, Alfred Finbogason, udlignet til 1-1, da han sendte et indlæg fra højrekanten i mål.
20 minutter før slutfløjt var Christian Eriksen tæt på levere en assist til Niklas Moisander, der fik headet danskerens frispark op på overliggeren.
I slutfasen kunne det nemt være endt med et nederlag for Ajax, da Heerenveens Yassine El Ghanassy pludselig var alene igennem med hjemmeholdets målmand Jasper Cillessen, der dog fik blokeret den store målchance.
Lasse Schöne og Christian Poulsen var også på banen for Ajax, der topper Æresdivisionen med 67 point.
Vitesse har 61 point, mens PSV og Feyenoord har 60 point på de næste placeringer - de tre forfølgere har dog spillet en kamp færre end Ajax.
Efter weekendens kampe resterer der tre spillerunder i Hollands bedste fodboldrække.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde