Det ser ikke godt ud for Nykøbing FC i 2. division. Blot en enkelt sejr i de syv første kampe, og bare et sølle mål er det blevet til indtil nu.
Det rækker naturligvis ikke til mere end en lidet flatterende sidsteplads i 2. division, og selvom der fortsat resterer masser af kampe, så kan selv de mest inkarnerede støtter af Nykøbing FC ikke komme udenom, at krisen har indfundet sig. En nedrykning til 3. division - Danmarks fjerdebedste niveau - vil være en sportslig katastrofe, og bare ordet "3. division" ligger altså rigtig skidt i munden.
Men hvordan kan det gå så galt på så kort tid? Det er blot tre år siden at 5.000 ellevilde tilskuere i Lollands Bank Park så et sprudlende NFC-mandskab gennembanke FC Københavns store stjerner og landsholdsspillere med 3-0 i pokalturneringen.
Der er masser at tænke på for NFC-manager Claus Jensen i øjeblikket. Resultaterne er der ikke. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
To store årsager står umiddelbart og lyser op foran det nye klubhus på Østre Allé.
Økonomi eller mangel på samme er den vigtigste faktor.
Annonce
Siden 2015, hvor den nuværende klubejer og manager Claus Jensen gjorde sit indtog i klubben, har driften generet underskud i millionklassen. I det seneste offentliggjorte regnskab for 2023 kunne man læse, at hovedaktionæren - altså Claus Jensen - havde lånt klubben 10,7 millioner kroner, som han ikke forventede at få tilbage, og desuden viste driften et underskud på 4,6 millioner kroner, som også skulle dækkes ind.
Claus Jensens hjerte for Nykøbing FC og den lokale fodbold er stort, og han har uden tvivl dybe lommer efter en fornem og gloværdig udenlandskarriere i England, men selv for ham, er der også grænser, og den grænse ser ud til, at være nået nu.
Den nye bestyrelse, der trådte til i maj, har i hvert fald sendt signaler om, at det nu skal være en bæredygtig fodboldforretning uden store millionunderskud. Al ære og respekt for det. Men hvis pengene ikke er der, koster det på den sportslige front.
Uden en fornuftig lønningspose kan man ikke trække dygtige spillere til. De kommer ikke til Nykøbing fordi Claus Jensen er en flink fyr og holdkammeraterne er nogle gode drenge. Det er bundlinjen på lønsedlen og de sportslige ambitioner, der bliver kigget på, og der bliver Nykøbing FC valgt fra i øjeblikket.
Nykøbing FC, og i særdeleshed Claus Jensen, vil også gerne slå sig op på et godt talentmiljø, der udvikler masser af førsteholdsspillere, der i nogle tilfælde, som det salg af Ole Jakobsen til B.93, vi netop har set, også kan sælges videre til større klubber, for at styrke forretningen.
Problemet er bare, at kvaliteten af de ungdomsspillere, der gerne skulle byde sig til på førsteholdet på sigt, ikke er gode nok.
Det er ikke nødvendigvis Nykøbing FC's skyld. Der gøres et stort og seriøst arbejde i klubbens ungdomsafdeling, hvor der i øvrigt også kommer spillere til fra samarbejdsklubber overalt på Lolland-Falster.
Men talentmassen er ganske enkelt for lille og de dygtige lokale spillere, der trods alt er, ser aldrig klubbens U/17 og U/19-hold før de flyver fra reden og skifter til en større klub, der kan tilbyde kampe på højeste ungdomsniveau.
Det sørger det danske talentsystem for. En lukket loge for de største klubber med flest penge, der generer mange flere midler, end Nykøbing FC er i stand til, ned i ungdomsafdelingen, for at få de eftertragtede "stjerner", der uddeles hvert andet år. Således at de får adgang til at spille i de bedste ungdomsrækker. En plads klubberne bliver tildelt og ikke skal spille sig til, uanset hvor dårlige resultaterne var året forinden.
Nykøbing FC spiller i næstbedste landsdækkende ungdomsrække - Divisionen - både for U/17 og U/19, men resultaterne i de sidste mange sæsoner tilsiger faktisk ikke, at de burde have plads i den række.
Annonce
Siden 1. august 2022 har begge årgange spillet 65 kampe i Divisionen, og det er blevet til blot 9 sejre for U/19, og endnu værre står det til for U/17-holdet, der kun har sunget sejrssang 8 gange på mere end to år. I den sæson, der netop er gået i gang, har begge hold spillet fem kampe, og tabt alt.
Se NFC's kampe i 2. division på folketidende.dk
Folketidende har købt rettighederne til at vise alle Nykøbing FC's kampe i 2. division. De kan ses på FolketidendePlay - Folketidende.dk/Play.
Folketidende-abonnenter får adgang til kampene som en del af deres abonnement.
For de, der ikke har et abonnement, er der to muligheder:
Tegn et Play abonnement, hvor der kun er adgang til NFC's kampe på Play. Det gøres på Folketidende.dk/Play
Tegn et Folketidende abonnement, der giver adgang til det hele inklusive Play. Det gøres på Folketidende.dk/abonnement
FolketidendePlay abonnement for de resterende kampe i sæsonen koster 499 kroner. Adgang til en kamp - 24 timer - koster 49 kroner.
Kampene kan naturligvis ses på mobil, tablet, pc og tv.
Abonnementet på NFC-kampe via FolketidendePlay kan købes på Folketidende.dk/Play.
Tallene underbygger at fødekæden til 2. divisionsholdet ikke er god nok, og det understreger også, at de unge talenter er blevet matchet for hårdt. Der er ingen unge spillere, der bliver bedre af at tabe hele tiden, og det har de gjort i de 3-4 sidste ungdomsår inden de blev seniorspillere. Så er der ikke noget at sige til, at selvtilliden ligger på et meget lille sted, når man så kommer op som seniorspiller, og bliver ved med at tabe - også på førsteholdet.
Claus Jensen forsvarer sine unge spillere. Det skal han naturligvis gøre. Men faktum er, at blot to spillere, der har spillet på U/19-holdet i klubben, startede inde i den seneste 2. divisionskamp mod Skive, der blev tabt 4-0. Resten (5 stk.) var henvist til reservebænken, og alle syv spillere, der er hentet til udefra i det netop lukkede transfervindue, er hentet fra en større sportslig hylde, end klubbens egne talenter.
En erkendelse fra Claus Jensen, der har konstateret, at de unge lokale drenge desværre ikke har slået til.
Den nye bestyrelse - indbefattet Claus Jensen - har en stor opgave foran sig. De har masser af visioner og mod på opgaven.
Det bliver der i den grad brug for. Det lokale fodboldflagskib må ikke kuldsejle ned i 3. division.
Seneste artikler
Stævne for de trimmede og dem med topmave
Kommune hårdt ramt af rotter: Forventer øgede udgifter til skadedyrsbekæmpelse
Nyt nej til biogasanlæg: På den for fjerde gang
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Olivers hunde jagter rotter på Nordbyskolen
Mest læste artikler
Nu indtager de Bjørneskoven
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Ny ejer: Maglebrænde-slagteren genopstår
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser
Ældreformand: Rystende besparelser