Flensburg-Handewitt fyrer sin danske cheftræner
Nicolej Krickau fik halvandet år som træner i den tyske storklub. Foto: Tom Weller/Ritzau Scanpix
Nicolej Krickau er blevet fritstillet i Flensburg-Handewitt efter sæsonens fjerde nederlag i Bundesligaen.
Den danske håndboldtræner Nicolej Krickau er færdig i den tyske storklub Flensburg-Handewitt.
Klubben meddeler på sin hjemmeside, at den har fritstillet Krickau, der nåede at stå i spidsen for holdet i halvandet år.
Beslutningen er truffet i kølvandet på torsdagens 29-31-nederlag til Rhein-Neckar Löwen. Det var Flensburgs fjerde nederlag i sæsonens første 14 kampe.
- Vi har diskuteret for og imod udførligt i ledelsen. Det har helt sikkert ikke været en let beslutning, som vi i sidste ende har truffet med tungt hjerte, siger klubdirektør Holger Glandorf.
Nicolej Krickau fik sit trænergennembrud i Skanderborg, inden han i 2017 skiftede til GOG. Under hans ledelse vandt den sydfynske klub tre danske mesterskaber på seks år.
I 2023 blev det danske trænerhåb hentet til Flensburg-Handewitt, hvor han med en lang række landsmænd i truppen var udset til at føre klubben til tops i den stærke Bundesliga.
Debutsæsonen endte med en tredjeplads og dermed en placering uden for Champions League-selskabet. Derfor var Krickau under pres før starten på den igangværende sæson.
Her har Flensburg-Handewitt vundet 16 ud af 21 kampe på tværs af alle turneringer. Men alle fem pointtab er kommet i Bundesligaen, og det efterlader klubben på en skuffende sjetteplads. Der er fem point op til førende Melsungen.
- I den aktuelle sportslige situation har vi ikke set den ønskede videreudvikling i holdet. Vores præstationer mod de øvrige tophold er ikke gode nok til at nå vores mål i denne sæson, siger Glandorf.
Til TV 2 Sport siger Krickau, at han er afklaret med, at fyring er en risiko, når man kaster sig ud i så højt profileret et job.
- Når man har været en del af mekanismerne og klubben i noget tid, er det ikke på den måde overraskende. Men jeg er da overrasket over, at det skete nu.
- Jeg tror stadig på, at nogle af de forandringer, som jeg har sat i søen, kommer til at virke over tid. Jeg er helt overbevist om, at jeg kunne have løst opgaven, siger han.
Den mangeårige Flensburg-spiller og -træner Ljubomir Vranjes træder ind som midlertidig træner assisteret af danske Anders Eggert.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker