Flere klubber truer: Nul fans til udekampe

Det meddeler klubberne onsdag aften i en pressemeddelelse udsendt af Divisionsforeningen.

Mens FCK efter søndagens afbrænding af romerlys i Aalborg allerede har besluttet, at man ikke ønsker et fanafsnit til holdets udekampe, så vil Brøndby, OB, AGF og AaB træffe samme beslutning, hvis de oplever problemer med deres udebanetilskuere.

- Såfremt udebanetilskuere fra én af de nævnte klubber udviser uacceptabel og grænseoverskridende adfærd, vil den pågældende klub tage samme beslutning, som FC København nu har taget.

- Det indebærer som minimum, at man lukker udebaneafsnittet hos de fire øvrige klubber, der er omfattet af aftalen, står der i pressemeddelelsen.

De fem klubber er samtidig blevet enige om at udvikle et system, der betyder, at tilskuere og fans til udebaneafsnit skal registrere sig med navn og adresse og på kampdagen være i stand til at fremvise legitimation.

FCK, Brøndby, OB, AGF og AaB er de klubber i Superligaen, der har størst opbakning, når de er på udebane. Derfor er forslagene ikke blevet drøftet af samtlige klubber i landets bedste fodboldrække.

/ritzau/

Brøndby, OB, AGF og AaB er klar til at følge FC Københavns eksempel og droppe egne tilskuerafsnit på udebane.

Offentliggjort Sidst opdateret