Fløjkomet er parat til at overtage legendes plads
Foto: Claus Fisker Scanpix /Scanpix
Claus Fisker Scanpix /Scanpix
Der er en del nye ansigter med i den danske VM-trup, som tager hul på håndboldslutrunden i Spanien i aften med kampen mod Qatar.
Venstrefløjen Casper Ulrich Mortensen har overtaget den ledige plads efter Lars Christiansens farvel sidste år. Og den 23-årige Bjerringbro-Silkeborg-spiller føler sig parat til at overtage efter legenden.
- Det har jeg det super fint med. Jeg tror Ulriks hensigt var, at jeg skulle overtage på landsholdet efter Lars, og det har jeg det godt med.
- Jeg har det godt med presset og sætter store krav til mig selv. Jeg sætter forventningerne højt og arbejder meget hårdt efter at nå mine mål, siger Casper Mortensen.
Sammen med rutinerede Anders Eggert skal lynhurtige Casper Mortensen løfte den danske kontrafase, som han gjorde glimrende i testkampene ved Totalkredit Cup i sidste weekend.
- Det er op til Ulrik, hvem det er, der lige skal spille. Jeg griber chancen fuldstændig, når jeg kommer på banen og giver den fuld gas.
- Jeg synes, jeg er inde i en god stime. Og jeg ser frem til dette mesterskab, hvor jeg kan komme ind og vise de kvaliteter, jeg har. Totalkredit Cup var bare et fingerpeg om, hvilke kvaliteter jeg har, mener han.
Danmark møder i aften Qatar, mens et traditionelt tungt russisk mandskab venter søndag aften.
- Det er formentlig ikke to hold, som løber særlig godt med hjem. Det er to modstandere, vi kommer til at løbe rigtig meget med, og kontrafasen er vigtig at få hevet op efter OL.
- Jeg synes, jeg har en vigtig rolle i den kontrafase. Jeg synes, jeg har givet den en ny dimension i kontraspillet. Jeg er faldet godt ind, og folk har let ved at finde mig i den fase af spillet, vurderer Casper Mortensen.
Kampen mod Qatar fløjtes i gang klokken 20.15.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned