Caroline Wozniacki er trods en smule slinger i valsen klar til kvartfinalen i WTA-turneringen på hjemmebanen i Farum. Det sørgede den danske tennispige for ved at slå tjekkiske Iveta Benesova med cifrene 4-6, 6-2, 6-0.
Det var et tændt tennispublikum, der var mødt op i Farum Arena for at støtte Caroline Wozniacki, og netop publikums massive opbakning var noget, som den danske tennisstjerne hurtigt fik brug for, da hun overraskende gik hen og tabte første sæt.
Utilfredsheden var tydelig at spore hos Caroline Wozniacki. Hun virkede frustreret i hele første sæt, hvor ketsjeren allerede tidligt i kampen fik en ordentlig tur i jorden. En række dommerkendelser påvirkede ligeledes Wozniacki, der midt i sættet måtte en tur til nettet for at vise sin utilfredshed over for dommeren.
Da Wozniacki indledte andet sæt med at komme foran 3-0, fik både hun og det danske publikum dog mere at smile af. Selvom Benesova diskede op med mange flotte stopbolde ved nettet, og Caroline endnu engang viste sin frustration over nogle dommerkendelser ved at hamre sin ketsjer endnu hårdere ned i jorden, så bevarede danskeren overblikket og vandt sættet 6-2.
Herefter var der ikke meget mere at gøre for Benesova. Caroline Wozniacki vandt overbevisende tredje sæt 6-0, og så kunne den danske tennisstjerne endnu engang lade sig hylde af publikums klapsalver.
Caroline Wozniacki er dermed videre til kvartfinalen, hvor hun møder tyske Julia Görges, der netop har vundet sin første WTA-titel i Bad Gastein. Den tyske modstander ligger nummer 41 på verdensranglisten og er femteseedet i den danske WTA-turnering.
Kampen spilles fredag aften kl. 20.00.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker