Flotte mål sikrer Juventus kneben sejr
Juventus er atter alene i spidsen for den italienske Serie A i fodbold.
Søndag vandt et skades- og karantæneramt Juventus-hold 2-1 ude over Chievo efter to fremragende mål i første halvleg.
Dermed fører mestrene ligaen med 52 point. Det er tre point flere end Napoli, som lørdag aften vandt 2-0 hjemme over Catania.
Juventus var uden stamspillerne Leonardo Bonucci, Mirko Vucinic, Claudio Marchisio og Giorgio Chiellini, som sad ude med enten karantæne eller skader.
Også træner Antonio Conte måtte tage til takke med en plads på tribunen, eftersom han afsonede karantæne efter balladen oven på Juventus' 1-1-kamp mod Genoa.
Juventus kom foran efter 10 minutter på en flot helflugter af angriberen Alessandro Matri.
Oplægget var en lumsk diagonal aflevering fra Arturo Vidal, der sejlede hen over Chievo-forsvaret.
Juventus dominerede i første halvleg, og senere skød angriberen Sebastian Giovinco bolden lige forbi mål.
Tre minutter før pausen kom de forsvarende mestre foran 2-0, og igen var målet yderst seværdigt.
Alessandro Matri fandt Giovinco, som med hælen dirigerede bolden bagud til midtbanespilleren Stephan Lichtsteiner.
Den velspillende schweizer sagde tak for oplægget og udplacerede Chievo-målmanden Christian Pugionni.
Kampen burde således være afgjort, men tidligt i anden halvleg reducerede Cyril Thereau til 1-2 for hjemmeholdet.
Chievo kom dog ikke helt tæt på en udligning.
Juventus benyttede ikke klubbens nye angriber, Nicolas Anelka, som tilbragte hele kampen på bænken.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde