Fodbold-boss vil tjekke alt efter kollaps

Premier League-bossen Richard Scudamore gjorde det tirsdag klart, at man vil gøre alt tænkeligt i forsøget på at undgå lignende episoder fremover.

- Vi vil kigge på alle aspekter af, hvad der skete, og hvis vi på nogen måde kan gøre tingene bedre i fremtiden, som vi gjorde det i 2006-2007 som følge af Petr Cechs ulykke, vil vi gøre alt, vi kan, siger han.

Scudamore henviser til episoden i oktober 2006, hvor Chelsea-målmand Petr Cech fik et knæ i hovedet og var i livsfare på grund af et alvorligt kraniebrud. Cech har siden spillet med en særlig hætte.

Efter Muambas kollaps i lørdags vælger Scudamore at kæde de to uheld sammen for at fortælle historien om, at Premier League og sporten i det hele taget tager ved lære, når tragedier sker.

- Ulykker og episoder skaber politik, udvikling og fremskridt. Der er ingen garantier, men vi gør, hvad vi kan for at forbedre os.

Manchester City-manager Roberto Mancini mener, spillerne i den engelske liga skal screenes to gange om året.

- Det gør vi i Italien, og sundhedsattesterne er ret præcise. Da jeg så vores attester for to år siden, da jeg kom til City, sagde jeg, at vi var nødt til at forbedre os, siger Mancini.

Bolton mødte Tottenham i lørdags, da Muamba kollapsede. Tottenham-manager Harry Redknapp slår fast, at beredskabet på White Hart Lane fungerede perfekt.

- Da jeg så dem give ham brystmassage, frygtede jeg det værste, men den lægelige assistance var fantastisk.

- Alle fra begge klubber og en eller to tilskuere, kardiologer, kom og hjalp til. Han kunne ikke have fået bedre støtte, og hvis det skulle ske, kunne det faktisk ikke være sket på et bedre sted, siger Harry Redknapp.

Richard Scudamore tager gerne sin del af æren for, at Muambas liv - som det ser ud nu - bliver reddet.

- På en måde, er Muambas liv, hvis det bliver reddet - og lad os håbe det, et resultat af de ting, mange af os fik på plads som følge af det, der skete med Petr Cech.

/ritzau/Reuters

Mens Bolton-spiller Fabrice Muamba kæmper for livet på et hospital i London efter sit kollaps på banen i lørdags, arbejder Premier League for at forhindre gentagelser.

Offentliggjort Sidst opdateret