Fodbold-EM åbner med dramatisk uafgjort

Polen kan ærgre sig over, at de gik fuldstændig ned efter pausen og smed en tilsyneladende sikker sejr væk mod en modstander i undertal. Og grækerne kan med rette mene, at de burde have fået mere ud af deres dominans i anden halvleg.

Det så ellers noget nær umuligt ud for grækerne, da de i første halvlegs slutning fik vist midterforsvareren Sokratis ud efter en hårdt dømt advarsel nummer to.

På det tidspunkt var de nemlig bagud med 0-1 og havde været nedspillet i det meste af en halvleg, der helt tilhørte de polske værter.

Allerede inden den farlige forward Robert Lewandowski efter 17 minutter bragte polakkerne foran på hovedstød, havde det græske mål været under et tungt bombardement af et veloplagt hjemmehold, der tydeligvis nød endelig at være i gang.

Specielt den polske højreside med Lewandowskis Dortmund-kammerater Lukasz Piszczek og Jakub Blaszczykowski brillerede og skabte voldsomt påstyr i det overbelastede græske forsvar.

Men noget gik galt i pausen for de ellers så flyvende polakker, og den græske træner Fernando Santos leverede en yderst vellykket udskiftning, da han bragte angriberen Dimitris Salpigidis i spil i stedet for midtbanemanden Ninis.

For Salpigidis havde blot været på banen i fem minutter, da han udlignede efter famlende målmandsspil af Polens Arsenal-keeper Wojciech Szczesny.

Polakkerne kunne slet ikke finde deres egne ben efter pausen, og mens tavsheden sænkede sig over det nye nationalstadion i Warszawa, rullede grækerne sig pludselig ud.

Midtvejs gik det helt galt for Szczesny, der fældede Salpigidis i feltet og blev smidt ud, men reserven Przemyslaw Tyton leverede en fornem redning på den græske veteran Giorgos Karagounis' straffespark.

Siden fik den allestedsnærværende Salpigidis annulleret et mål for en hårfin offside, og da den spanske dommer Carlos Carballo fløjtede af, kunne europamestrene fra 2004 med god ret hævde, at de var lige så tæt på sejren som værterne.

/ritzau/

Det var medrivende, der var drama for alle pengene, og til sidst gik de to hold fra banen uden at vide, om de skulle le eller græde, da Polen og Grækenland fredag aften åbnede EM med uafgjort 1-1.

Offentliggjort Sidst opdateret