Fodboldaflysning vækker skuffelse og sorg

Premier League-kampen mellem Tottenham og Everton på lørdag er aflyst, efter at massive uroligheder har præget London-bydelen den seneste uges tid.

Det skuffer flere af de spillere, som skulle have optrådt i sæsonens første kamp.

- Selvfølgelig er det skuffende. Vi har arbejdet i seks uger for at komme i form, og nu bliver den første runde ikke til noget for os, siger Tottenhams forsvarsspiller Michael Dawson til The Guardian.

- Men sikkerhed kommer først, og politiet ville ikke have aflyst kampen uden grund, siger han.

Aflysningen vækker også skuffelse i Everton-lejren, men her har man også forståelse for beslutningen.

- Hvis kampen bliver aflyst, så er det forståeligt på baggrund af de sørgelige begivenheder. Det er vigtigere, at folk er trygge, selvom vi alle elsker fodbold, skriver Everton-spilleren Tim Cahill på sin Twitter-profil.

Premier League meddeler, at Tottenham-Everton foreløbig er den eneste ud af rundens 10 kampe, som bliver aflyst.

I en række andre engelske storbyer har der ligeledes været optøjer på det seneste, men klubber som Liverpool og Manchester City får i første omgang ikke deres hjemmekampe aflyst.

Sunderland spiller lørdag efter planen i Liverpool, og manager Steve Bruce er stærkt oprørt over både aflysningen og urolighederne.

- Vi er forargede og chokerede over det, vi har set. Jeg håber, at Premier League kan starte som planlagt. Det vil efter min mening være forkert at lade disse idioter og bøller, som laver denne ballade, forstyrre alting.

- Jeg er bedrøvet og chokeret over, at vores land kan ende i sådan en situation, siger Steve Bruce.

/ritzau/

Tottenham-Everton er aflyst på grund af optøjerne i London. Det skuffer og chokerer spillere og trænere.

Offentliggjort Sidst opdateret