Fodboldbøller kan se frem til strakskarantæner ved vold og hærværk
Ballademagere i dansk fodbold kan se frem til strakskarantæner ved vold og hærværk, lyder meldingen fra justitsministeren. (Arkivfoto). Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Kampe mellem FCK og Brøndby bliver uden udebanefans i resten af sæsonen. Hårdere straffe venter fodboldbøller.
Strakskarantæner, deling af videomateriale mellem klubber, hårdere konsekvenser ved forulempelse af politi og personale og ingen udebanefans til kampe mellem FC København og Brøndby i resten af sæsonen.
Sådan lyder opsummeringen af et møde onsdag mellem justitsminister Peter Hummelgaard og fodboldens aktører.
Efter mødet blev udvalgte tiltag og værktøjer i forsøget på at komme fodboldurolighederne til livs præsenteret i en pressemeddelelse fra ministeriet.
På mødet har Divisionsforeningen slået fast, at der ikke vil være udebanefans til kampe mellem FCK og Brøndby i resten af sæsonen.
Tidligere hed det på ubestemt tid, og det gælder i princippet fortsat, oplyser Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen.
Divisionsforeningen vil melde ud, hvis det ændrer sig. Men lige nu gælder forbuddet om udebanefans til kampe mellem FCK og Brøndby i Superligaen i minimum resten af sæsonen.
Det drejer sig om to kampe i dette forår, hvis klubberne vel og mærke ender i det samme slutspil.
FCK og Brøndby er efter 17 kampe i grundspillet begge placeret i ligaens top-6, som skal dyste i mesterskabsspillet. Ligaen opdeles efter 22 kampe.
Ender begge klubber i mesterskabsspillet, vil forbuddet derfor i første omgang dreje sig om to derbykampe i foråret.
Der er endnu ikke taget stilling til, om forbuddet vil gælde i en eventuel pokalfinale mellem de to klubber. Både FCK og Brøndby er nået frem til pokalsemifinalerne, hvor de henholdsvis møder Viborg og Silkeborg.
Samtidig skærper Divisionsforeningen konsekvenserne ved forulempende adfærd over for politi eller personale på eller uden for stadion.
En sådan adfærd vil fremadrettet medføre klubkarantæner på mindst to år og bøder på mindst 5000 kroner.
Justitsministeren vil give politiet mulighed for at give strakskarantæner.
- Det er komplet meningsløst, at man kan rasere en beværtning eller en butik tæt på stadion dagen inden en fodboldkamp og så møde op på stadion dagen efter, som om intet var hændt, siger Peter Hummelgaard i pressemeddelelsen.
- Derfor foreslår vi, at der skal kunne gives en strakskarantæne, og at klubberne skal have mulighed for at dele tv-overvågning af disse fodboldtosser med hinanden, siger ministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned