Fodboldeksperter ser sæderne brænde på direktørgangen i Bayern München
Bayern München har været dominerende i både tysk og europæisk fodbold i mange år. Men i år ser det for første gang i 10 år ud til, at Bayern ikke tager bundesligapokalen med hjem til klubbens trofæskab. (Arkivfoto). Foto: Frankhoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix
Der kommer til at rulle hoveder på direktørgangen i Bayern München, forudser fodboldeksperter, efter en sæson uden titler og et muligt misset mesterskab.
Ritzau RitzauLukas Nørgaard Bødiker/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
FC Bayern München er en magtfaktor i international fodbold, men der har været store revner i fundamentet hos sydtyskerne i år.
Ti år i træk er den traditionsrige klub blevet tyske mestre. Lørdag kan klubben i princippet blive det igen, men der er ikke mange, der tror på, at bundesligapokalen dette år finder vej til München.
Dortmund kan med en sejr hjemme over Mainz i sidste runde blive mester for første gang siden 2012. Også et pointtab til Bayern, som møder FC Köln, er nok.
Under normale omstændigheder gjalder sloganet "mia san mia" (vi er, hvem vi er) fra lægterne på Allianz Arena.
Det er en slags klubidentitet eller DNA, hvor man står sammen som en familie, forklarer DR-sportens Arnela Muminović, der følger tysk fodbold tæt.
Annonce
Men denne sæson har den bayerske familieidyl været under pres, og den sportslige ledelse i klubben har været udskældt.
- Utilfredsheden er en indikation på, at der er noget galt i klubben. Et mesterskab vil gøre, at sæsonen lige akkurat er bestået. Men det vil kun være et plaster på såret, siger Arnela Muminović.
Bekymrede miner blandt klubbens sportslige ledelse, hvis sæder er rygende varme, når man spørger danske fodboldeksperter. (Arkivfoto). Foto: Frank Hoermann / Sven Simon/Ritzau Scanpix
Hun placerer ikke skylden på dem i støvler og knopper men på dem i jakkesæt og slips.
- Jeg forventer, at der kommer en større oprydning. Dem, der har taget beslutninger på de øverste gange, er på ingen måde sikre. Jeg forventer, at minimum én fra ledelsen kommer til at ryge, siger hun.
Bundesligaekspert hos TV3 Sport Tommy Bechmann, der har en fortid som angriber i tysk fodbold, stemmer i.
- Der kommer til at rulle nogle hoveder både på og uden for banen. Det er langt under Bayerns standard, det, de har leveret. Det brænder under alles sæder i den sportslige ledelse i Bayern München, siger han.
Specielt klubkoryfæ og nuværende sportsdirektør Hasan Salihamidžić har været udskældt.
Arnela Muminović peger på, at ledelsen i klubben ikke har formået at beskytte spillerne, som de skal gøre, hverken fra direktør Oliver Kahns eller Salihamidžićs side.
Der har flere gange i sæsonen været interne uroligheder i truppen med spillere, der er røget i karambolage.
Det blev til et 1-3 nederlag mod Leipzig i sidste spillerunde. Det har gjort, at Dortmund ligger på førstepladsen med kun én kamp igen. Dermed kan en sejr sikre Dortmund mesterskabet, og Bayern vil for første gang i 10 år ikke være tyske mestre. (Arkivfoto). Foto: Tom Weller/Ritzau Scanpix
- Det har i perioder været Bayern Hollywood, der har kørt for fuldt flor, mener Tommy Bechmann.
Annonce
I det hele taget har det været ekstremt turbulent. Sådan lyder Arnela Muminovićs dom over Bayerns sæson.
For det er ikke tit, at Bayern går en sæson igennem uden at vinde titler.
Men det kan meget vel ske denne sæson. Klubben er ude af både Champions League og den tyske pokal.
Og så er der mesterskabet.
For Dortmund har serveretten lørdag, tre point foran og på hjemmebane, mens Bayern skal på udebane mod FC Köln, som kan blive en svær modstander.
Slutningen af sæsonen er bestemt heller ikke blevet nemmere af et sent trænerskift i marts, mener Tommy Bechmann.
Her valgte klubben at fyre den unge Julian Nagelsmann, der ellers var Bayerns bud på en fremtidens mand.
- Det, der gør det hele lakrids, er, at man ansætter Thomas Tuchel. Han har ikke formået at indfri de relativt simple forventninger, der var, herunder som minimum at sikre det tyske mesterskab, siger Bechmann.
Og det er specielt omkring fyringen af Nagelsmann, at kritikken er rettet mod ledelsen, mener Arnela Muminović.
- Fansene føler, at Nagelsmann er blevet smidt under bussen, og at alt var hans skyld. Det har vist sig, at det var det ikke. Nu skal der rulle nogle hoveder, og det vil være en kæmpe frustration for fansene, hvis der ikke gør, siger hun.
Annonce
Hun understreger, at Bayern de seneste 10 år er blevet mere og mere dominerende. Og at Bayern er en klub, der er vant til at vinde. Og både vinde, dominere og underholde.
- Selv for dygtige trænere som Nagelsmann kan det være svært, siger Muminović.
Tommy Bechmann mener, at der har været en underlig modsætning i Bayern.
- Strategien var fra start, at man skulle købe billigt og sælge dyrt, men deres store spillere kommer bare sjældent videre, siger han.
Han mener, at klubben står ved en skillevej.
- Hvis man skal være en sælgende klub med unge spillere, kan man kigge på Dortmund, som ikke vinder mesterskaber tit, siger Bechmann.
Så hvis Bayern har et håb om at blive en klub der tjener penge på spillersalg, så kommer de ikke til at blive mestre hvert år, mener Bechmann.
/ritzau/
Bundesligaen 2010-2022
Bayern München har været altdominerende i tysk fodbold i mange år. Her er en oversigt over bundesligamesterskaber med antal point for de seneste 13 sæsoner:
Seneste artikler
Flammer tæt på hus: 70-årig sigtet
Tidlige storkampe venter NFH i ny ligasæson
Mystisk nattebesøg ved byggemarked endte i håndjern
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
De første studenter springer ud: - Det er surrealistisk
Mest læste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Udlejer vil sælge til nedrivning
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken