Fodboldens ungdomskilde ligger i Italien

Som helt ung tog Lasse Schöne i 2002 fra Lyngbys ungdomsafdeling til Heerenveen. Han blev i Holland indtil sommeren 2019, hvor han skiftede til italienske Genoa. Her ses han til en dansk landsholdssamling. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lasse Schöne er en af 57 spillere på mindst 33 år, der huserer i Serie A. Både spillemæssige og kulturelle faktorer favoriserer ældre spillere, mener eksperter.

Offentliggjort Sidst opdateret

- De ser med helt andre øjne på en 33-årig spiller i Italien.

Sådan sagde Lasse Schöne i sommer til fodboldmediet Voetbalprimeur, før han pakkede kufferten og skiftede hollandske Ajax Amsterdam ud med Genoa.

Her har den 33-årige sjællænder været fast mand på Serie A-holdet, og skiftet har bekræftet midtbanespilleren i hans antagelser.

- Man bliver bedømt på fodboldkvaliteter og ikke på alderen. Sådan ved man også, at det har været i italiensk fodbold - de stiller ikke hold ud fra alderen, de stiller holdet, ud fra hvordan man præsterer, og så er det ligegyldigt, hvor gammel man er, siger Lasse Schöne.

Med et aldersgennemsnit på 26,8 år har spillerne i den bedste italienske fodboldrække det tredjehøjeste gennemsnit blandt de ti største ligaer målt på Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) koefficientliste.

Til gengæld er Serie A den liga med flest spillere på kontrakt på Lasse Schönes alder og opefter. 57 spillere er mindst 33 år.

Ifølge Jens Bangsbo, der tidligere har været assistenttræner i Juventus og i dag er teknisk træner i Atalanta, drager spillere med stor erfaring fordel af den taktiske fokus i italiensk fodbold.

- Hvis du for eksempel er en dygtig forsvarsspiller, vil klubberne sikre sig, at du skærper den kvalitet og bevarer dine færdigheder. På den måde kan du stadig anvende dem i en høj alder.

- Hvis det ikke var så skolet og struktureret, kunne man risikere, at en spiller ikke vedligeholdt de kvaliteter, der gør, at han spiller på højt niveau, og han ville dermed glide tidligere ud, siger Bangsbo.

Det ligger til italiensk kultur, at status følger med alderen, påpeger idéhistoriker og fodboldforfatter Asker Hedegaard Boye.

- I det italienske samfund og i fodboldverdenen gør det sig gældende, at du har mere respekt, jo ældre du er. Det lyder gammeldags, men det spiller stadig en ret stor rolle i Italien fra nord til syd.

- Forskellen på spillere, der er 19 og 33 år, afspejler sig i hierarkiet og måden, træneren ser spilleren på. Der får man nogle point på forhånd, siger Boye.

Ifølge Schöne er det ikke sikkert, at den toårige kontrakt med Genoa bliver den sidste.

- Nej, i princippet ikke. Så længe min krop holder sig godt, hovedet har det godt, og jeg har lyst til at træne, så spiller jeg.