Fodboldfusion kan falde med budget

Både B.1901 og B.1921 stemte med stort flertal for fusionen i det tidlige forår med forventning om at der med kommunal støtte skulle etableres et stort Idræts Campus, hvor den nye fodboldklub skulle bo og trives side om side med en række andre sociale aktiviteter.
Men Guldborgsund Kommune kunne ikke efterkomme ønskerne om en bevilling på 32,5 millioner kroner til projektet, der i alt koster omkring 45 millioner kroner. Støtten er godt og vel halveret til 15 millioner kroner fordelt over tre.

Den nye midlertidige fællesbestyrelse for fusionsklubben har bedt om et møde med kommunen - efter det endelige budget blev vedtaget i går - for at få præciseret, hvad forligsteksten indebærer med hensyn til de videre perspektiver med projektet på Østre Allé.
Det står således lige nu hen i det uvisse, om der skal etableres det planlagte Idræts Campus eller et alternativ i mindre format og dermed en mindre investering.

- Det er vigtigt at understrege så klart, som det er muligt, at vi vil fusionen både i B.1901 og B.1921, lyder det samstemmende fra René Fjeldsøe Sørensen og Simon Hansen.
- Men det er også klart, at hvis forudsætningerne grundlæggende er ændret i forhold til det, vi stemte ja til i foråret, så må vi overveje, om der skal indkaldes til ekstraordinære generalforsamlinger, siger de to klubformænd.

Klubberne har sat en deadline for at indhente de nødvendige informationer, der hedder 16. november, hvorefter man vil tage stilling til, om det nye projekt i givet fald kræver nye afstemninger om fusionen.

Folketidende erfarer, at de to klubber som udgangspunkt arbejder ud fra, at en sammensmeltning kan ske på ungdomsplan fra 1. januar, mens man venter til 1. juli på seniorplan. Altså under forudsætning af at fusionen realiseres.

Foto: Flemming K. Karlsen

Den forestående fodboldfusion mellem de to fodboldklubber B.1901 og B.1921 i Nykøbing står over for store udfordringer, inden fusionen efter planen kommer på skinner i det nye år.

Offentliggjort Sidst opdateret