Fodboldlandsholdet takker fans og befolkning med klapsalver
Fodboldlandsholdet røg onsdag aften ud af EM med semifinalenederlaget til England på Wembley i London. Torsdag landede holdet i Danmark og sagde farvel til hinanden. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Torsdag eftermiddag er fodboldlandsholdet vendt retur til Danmark efter 1-2-nederlaget til England ved EM.
EM-slutrunden sluttede for det danske fodboldlandshold onsdag aften på Wembley i London med 1-2-nederlaget i semifinalen til England efter forlænget spilletid.
Slutrunden begyndte dramatisk med Christian Eriksens kollaps og hjertestop i den første gruppekamp mod Finland.
Efterfølgende kæmpede holdet sig alligevel videre fra gruppespillet.
Torsdag eftermiddag kom landsholdet retur til Danmark. I Københavns Lufthavn takkede landstræner Kasper Hjulmand og truppen for støtten fra fans og den danske befolkningen.
Det skete med klapsalver fra truppen med adresse til alle dem, der har støttet holdet.
- Det, vi har været igennem sammen, har været stærkt. Nu begynder jeg at hyle igen, siger Hjulmand, inden han fortsætter:
- Vi samler os igen, og vi rejser os igen. Kampen mod Belgien står som et monument, for hvad der kan lade sig gøre.
Især den anden gruppekamp mod Belgien har gjort et kæmpe indtryk på landsholdet. Støtten i og i forbindelse med den kamp vil holdet aldrig glemme.
- Jeg har ikke oplevet det her før, siger midtbanespilleren Thomas Delaney.
- Det kan ikke sammenlignes. Det har betydet rigtig meget for os. Og som Kasper sagde, så giver kampen mod Belgien stadig kuldegysninger, siger Delaney.
Anfører Simon Kjær siger, at han efter nederlaget til England har talt med Eriksen, som ifølge Kjær var stolt af holdets præstation.
- Den rejse, vi har været på. Hele følelsesregistret har vi været igennem. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.
- Når vi kommer hjem og får det på afstand, kan det være, det går op for en, hvad vi har gjort.
- Landsholdet er for hele Danmark, og det er svært at beskrive, hvad man går igennem. Det er en taknemmelighed, vi føler. Det er den største overskrift for mig, siger Kjær.
Målmand Kasper Schmeichel reddede forgæves et straffespark fra Harry Kane i den forlængede spilletid. Kane sendte returbolden i mål til 2-1.
- Det er en underlig følelse at komme hjem. Vi var ikke klar til at komme hjem, siger målmanden.
- Det er ærgerligt at stå her i dag, men det er dejligt at se sin familie igen. Vi har selv siddet i lejren og set videoer fra gader og pladser i Danmark, og det har vi brugt som motivation.
- Når vi får det på afstand, er jeg sikker på, vi kommer til at mærke det mere, siger Schmeichel.
Hjulmand har ikke sluppet skuffelsen fra nederlaget endnu. Han sagde efter kampen, at han havde svært ved at se det straffespark, som England fik tildelt, og som i sidste ende førte til 2-1-målet.
- Skuffelsen har ikke helt sluppet sig. Vi kunne godt have taget fire dage mere. En ting er at tabe kampen, en anden er den måde, den blev tabt på, siger Hjulmand.
Han tilføjer, at det vigtigste for ham i slutrunden har været, at Eriksen overlevede sit kollaps.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned