Fodboldlandsholdets karakterbog

Anders Lindegaard: 7

Målmanden fik sin landsholdsdebut på grund af Thomas Sørensens skulderskade, og han reddede det, han skulle. Den tidligere OB'er, der nu spiller i norske Aalesund, havde næsten intet at lave i opgøret, men havde en vigtig redning efter en times spil ved stillingen 0-0.

Lars Jacobsen: 4

Den nytiltrådte West Ham-spiller havde meget plads, og det udnyttede højrebacken især i første halvleg ganske fint til at komme frem i ny og næ. Faktisk burde han have gjort det noget mere.

Simon Kjær: 4

En ganske anonym kamp, men sådan er det tit for en forsvarsspiller, når modstanderen ikke vil noget som helst offensivt. Forsøgte nogle gange at støde med frem, men uden den store succes.

Daniel Agger: 7

Sikker kamp af forsvarsspilleren fra Liverpool, men det er ærgerligt, at han ikke kom mere med frem i det offensive spil. Det er han ellers dygtig til, og når han gjorde det, var det til tider en udfordring for islændingene.

Leon Jessen: 2

Den tidligere FC Midtjylland-spiller, som nu begår sig i Kaiserslautern i Tyskland, var en anelse anonym på venstrebackpladsen. En kamp mod netop et defensivt hold var ellers en god mulighed for ham at vise sig frem mere offensivt, men han satsede mest på det sikre, og det var at holde sig til sine defensive pligter.

Thomas Kahlenberg: 10

Midtbanespilleren har i meget lang tid ikke imponeret i rødt og hvidt, men bænkevarmeren fra tyske Wolfsburg gjorde det faktisk ganske godt i rollen som Christian Poulsens makker på den centrale midtbane. Kahlenberg havde flere farlige pasninger til især Rommedahl på højrekanten og blev matchvinder til allersidst.

Christian Eriksen: 2

Nogen ny Jon Dahl Tomasson bliver Ajax-spilleren ikke, selvom han i rollen som hængende angriber spiller Tomassons gamle plads på holdet. Til træningerne kan han lave mange imponerende ting med bolden, men det mangler han fortsat at vise over en hel kamp på landsholdet.

Christian Poulsen: 4

I sin første kamp som permanent anfører gjorde midtbanespilleren ikke meget væsen af sig. Bidrog med for lidt rent offensivt, og den offensive del af spillet skulle han have prioriteret noget mere i en kamp, hvor der mere eller mindre var helt styr på den danske defensiv.

Dennis Rommedahl: 10

Kantspilleren var Danmarks bedste ved sommerens VM-slutrunde, og Rommedahl virkede også mod Island meget oplagt. Hvis medspillerne havde været mere skarpe foran målet, var han blevet noteret for mindst et par målgivende afleveringer i første halvleg, men han leverede dog assisten til Kahlenbergs mål. Danmarks bedste lige foran matchvinder Kahlenberg.

Nicklas Pedersen: 2

Det er tydeligt at se, at angriberen stadig mangler at lære sine medspillere at kende. I sin blot anden landskamp var han en stabil mand at spille op på, men i funktionen som spidsangriber forventes der mere farlighed i modstandernes straffesparkfelt end.

Michael Krohn-Dehli: 2

Brøndby-spilleren blev vraget til VM-slutrunden i sommer, og fra sin plads på venstrekanten gjorde han ikke meget for at vise, at det var en fejl. Han viste for lidt i det offensive, selvom han spillede sig op i anden halvleg.

Mads Junker: 2

Målscorer i sidste måneds 2-2-testkamp mod Tyskland som indskifter. Men denne gang gik det ikke for Roda-angriberen, der fik de sidste 35 minutter på banen uden at komme frem til noget specielt farligt.

Morten Skoubo: 4

Ifølge landstræner Morten Olsen har Roda-angriberen ramt sit høje niveau fra sine dage under Michael Laudrups ledelse i Brøndby, men det var ikke umiddelbart til at se i de 20 minutter, han fik på banen til sidst. Han havde dog et godt forsøg på mål i slutfasen og flyttede nogle islændinge med sin stærke fysik.

Martin Vingaard: UB

/ritzau/

Ritzaus karakterbog på fodboldlandsholdet i tirsdagens EM-kvalifikationskamp i Parken mod Island. Opgøret endte med en dansk 1-0-sejr.

Offentliggjort Sidst opdateret