Fodboldlegenden Pelé er indlagt med høj feber
Pelé mødtes tirsdag med den franske landsholdsprofil Kylian Mbappé. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
Franck Fife/Ritzau Scanpix
Pelé er onsdag blevet indlagt i Paris, hvor fransk medie beretter, at fodboldlegenden har fået høj feber.
Den brasilianske fodboldlegende Pelé er onsdag blevet indlagt på et hospital i Paris.
Det skriver flere nyhedsbureauer, der blandt andet nævner franske RMC Sport som kilde.
78-årige Pelé, som i virkeligheden hedder Edson Arantes do Nascimento, er blevet indlagt med høj feber, men hans tilstand skal ikke være kritisk.
Pelé vil ifølge sin personlige rådgiver, Pepito Fornos, være indlagt i op til to dage. Det skriver nyhedsbureauet AP.
- Han er lidt skrøbelig og de har sporet en urinvejsinfektion, siger Forno.
Han tilføjer, at Pelé bliver behandlet med antibiotika, men at hans tilstand er "under kontrol".
- Lægerne vil have, at han skal blive på hospitalet en dag eller to, så han kan blive udskrevet, når han er kommet sig helt, siger han.
AFP skriver, at Pelé blev bragt til hospitalet, så man var på den sikre side, efter at han havde pådraget sig en infektion.
Pelé opholdt sig i Frankrigs hovedstad i forbindelse med en pressetur, hvor han skulle mødes med den franske landsholdsprofil Kylian Mbappé.
Her besluttede man så at undersøge Pelé, inden berømtheden skal rejse tilbage til Brasilien.
Pelé og Mbappé skulle egentlig have mødtes i november sidste år, men mødet blev udsat på grund af brasilianerens skrantende helbred.
Pelé meddelte i forbindelse med åbningen af OL i Rio de Janeiro i 2016, at han ikke var i stand til at stille op og tænde den olympiske flamme.
I 2014 tilbragte Pelé noget tid på et hospital i hjemlandet, da han havde nyreproblemer.
Pelé regnes af mange som verdens bedste fodboldspiller nogensinde.
Han spillede i det meste af sin karriere for Santos i hjemlandet, mens han også tørnede ud for New York Cosmos i et par sæsoner fra 1975.
Han vandt VM i fodbold tre gange med Brasilien.
Det skete i 1958, 1962 og 1970.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned