Fodboldpræsident håber på Serie A-tilskuere i juli

Lægterne var tomme, da Christian Eriksen og co. lørdag aften spillede pokalsemifinale i Napoli. Det vil de også være, når Serie A går i gang igen i næste uge, men ikke nødvendigvis resten af sæsonen. Foto: Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix

FIGC-præsident håber, at Christian Eriksen og de øvrige Serie A-spillere kan spille foran tilskuere i juli.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Serie A på lørdag går i gang igen efter mere end tre måneders coronapause, bliver det for tomme tribuner.

Men det behøver ikke nødvendigvis være tilfældet i resten af sæsonen i det fodboldgale land.

Præsidenten for Det Italienske Fodboldforbund (FIGC), Gabriele Gravina, håber, at fansene kan vende tilbage til tribunerne i begyndelsen af juli.

Det siger fodboldpræsidenten ifølge Reuters til Radio Deejay, efter at pokalsemifinaler fredag og lørdag sparkede italiensk fodbold i gang igen.

- Med de kampe har vi fjernet enhver tvivl om, hvorvidt sæsonen gennemføres. Det er jeg meget glad for, men der mangler stadig en ting: fansenes deltagelse.

- Jeg håber, at de meget hurtigt kan vende tilbage. Jeg håber, det vil være i begyndelsen juli - den første uge af juli eller senest i midten af juli.

- Det vil betyde, at vores land har fjernet nogle af de sidste restriktioner, og at vi er kommet igennem en mørk periode for Italien, siger Gabriele Gravina.

Seertallene fra fredagens pokalkamp mellem traditionsklubberne Juventus og AC Milan viser da også, at fodboldsulten er stor. Opgøret havde over 8,2 millioner seere på Rai 1, hvilket svarer til hvert tredje tændte fjernsyn fredag aften.

På grund af coronapausen får de italienske klubber travlt. Ligaens 20 hold skal alle i aktion 12 eller 13 gange, inden sæsonen slutter 2. august.

Italien er blandt de lande, der har været hårdest ramt af coronavirus. Ifølge Johns Hopkins University er der registreret 236.651 smittetilfælde i Italien, og 34.301 smittede er døde.

I Serbien må der spilles for tilskuere, og her så 16.000 personer onsdag Beograd-derbyet mellem Partizan og Røde Stjerne.

I Polen må klubberne lukke 25 procent af deres stadionkapacitet ind, mens der inklusive spillere, trænere, dommere og stadionpersonale må være 500 personer på stadion til kampe i dansk fodbold.