Folketidende erfarer:  - Her er Nykøbing FC's nye cheftræner

Mikkel Thygesen bliver, efter hvad Folketidende erfarer, Nykøbing FC's nye cheftræner. Foto: Kent Rasmussen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Tidligere landsholdsspiler skal stå i spidsen for det lokale fodboldflagskib.

Offentliggjort Sidst opdateret

Claus Jensen har efter fem år valgt at stoppe som cheftræner og manager for Nykøbing FC. I stedet overgår han til en nyoprettet funktion som fodbolddirektør i klubben.

Afløseren for Claus Jensen på trænerposten bliver præsenteret mandag kl. 15:00, men Folketidende erfarer allerede nu, hvem der kommer til at samle spillerne, når der på tirsdag kaldes til første træningsdag efter juleferien.

Det bliver den 40-årige tidligere landsholdsspiller Mikkel Thygesen, der bliver Nykøbing FC's nye cheftræner.

- Jeg vil hverken be -eller afkræfte noget som helst. Jeg kan blot henvise til, at vi præsenterer vores nye træner mandag eftermiddag, lyder det fra den nye fodbolddirektør Claus Jensen.

Mikkel Thygesen har en stor spillerkarriere bag sig, der tog fart i Frem København, hvor han slog igennem i Superligaen i 2002, som hårdtarbejdende midtbanespiller. Det sendte ham til FC Midtjylland, hvor han derfra blev solgt til Bundesligaklubben Borussia Mönchengladbach i 2007.

Opholdet i Tyskland blev kun af en enkelt sæsons varighed da den traditionsrige klub rykkede ud, og med fem Bundesligakampe under bæltet vendte han retur til FC Midtjylland, inden han i 2011 skiftede til Brøndby på en 3-årig kontrakt. Senere spillede han også i Hobro og Randers FC inden han sluttede sin aktive karriere i FC Roskilde i 2019 efter i alt 338 Superliga-kampe på sit CV.

Han opnåede også 3 A-landskampe på det danske landshold i perioden 2005 til 2008 under landstræner Morten Olsen.

Trænerkarrieren indledte Mikkel Thygesen som assisterende træner i FC Helsingør, hvor han var i fire sæsoner inden hans gamle klub FC Roskilde lokkede med en cheftrænerpost i 2023.

Her rykkede han FC Roskilde op i 1. division i sommers, men forlod klubben i efteråret, efter at FC Roskilde forinden havde fyret hans assistenttræner.

Folketidende har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Mikkel Thygesen.