Før Final-4: - Vi vil give vores højre arm for at komme i finalen
Det er fjerde gang at Jakob Larsen - som NFH-træner - skal føre sit hold ind til et Final-4-stævne om det danske pokalmesterskab. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis.
NFH øjner chancen for at spille sig i klubbens tredje pokalfinale
NYKØBING/ESBJERG: For nøjagtig fem år siden - plus en dag - spillede NFH sig i pokalfinalen for første gang med en knusende sejr på 37-18 over Randers HK. Stedet var Blue Water Arena i Esbjerg, og efterfølgende snød NFH hele borgermusikken og rendte med trofæet, da storfavoritterne fra Odense blev besejret med 28-26 i finalen dagen efter.
Fredag klokken 13.30 indleder NFH forsøget på at gentage succesen, når første semifinale ved årets pokalfinalestævne - Final-4 - spilles.
NFH møder Viborg HK i kampen om at komme i den eftertragtede finale, hvor enten Odense eller hjemmebanefavoritten Team Esbjerg venter lørdag.
Viborg først
Men først skal "de grønne" fra domkirkebyen overvindes, og det kan blive svært nok i sig selv for NFH, der tabte de to klubbers seneste møde, da Viborg vandt 31-28 i Spar Nord Boxen i en ligakamp tilbage i oktober.
Vi står et langt bedre sted nu og har fået nogle flere aftaler på plads
Jakob Larsen, NFH-træner
Det nederlag har træner Jakob Larsen ikke glemt, men han er overbevist om, at holdet er bedre sammenspillet nu end for et par måneder siden.
- Vi står et langt bedre sted nu og har fået nogle flere aftaler på plads, mener Jakob Larsen, der har haft stort set hele sin trup til rådighed gennem hele december, hvor turneringen har ligget stille på grund af VM-slutrunden.
Kun Tyra Axnér har været med Sverige til VM, og det har givet Jakob Larsen værdifuld tid sammen med sine spillere. Ikke mindst på den syv dage lange træningslejr på Lanzarote først i december, hvor der blevet arbejdet med detaljerne i spillet.
Mangler kamptræning
- Selvfølgelig vil vi være mærket af, at vi ikke har spillet betydende kampe i halvandet måned, men det er ens for begge parter, og jeg er sikker på, at vi nok skal være klar, når der fløjtes op, siger Jakob Larsen.
Han er dog ikke meget for at tale om favoritværdighed, selvom NFH har væsentlig flere spillere, der har prøvet at stå i de her store kampe, end det forholdsvis urutinerede Viborg-hold, der kommer med ungdommens gå-på-mod.
- Det er svært at sige hvad det betyder, men vi skal da drage fordel af, at vi har været med til Final-4 tre gange før. Det er noget helt andet end at stå til en almindelig kamp i ligaen. Man kan godt mærke, både internt, men også på omgivelserne, at der er mere på spil, og at det er knald-eller-fald-kampe, siger Jakob Larsen, der ikke er tvivl om, hvad han forventer af sine spillere.
- De vil give deres højre arm, for at komme i finalen, fastslår Jakob Larsen, der udmærket er klar over - ligesom sin kollega på den anden trænerbænk Ole Bitsch.
Der er kampstart mod Viborg HK kl. 13:30, og alt afhængig af udfaldet af semifinalen, spiller NFH finale lørdag kl. 16:00 eller kampen om bronzemedaljen kl. 13:30 ved stævnet i Esbjerg, der kan følges direkte på Radio SydhavsØerne, samt på TV 2 og TV 2 Sport.
Seneste artikler
Narkohund fik færten af lommen
13-årige Filuca fra Lolland til tops ved stort internationalt stævne
Tyve og ubehagelige typer i butikkerne: Netto tilbyder psykologhjælp til ansatte
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mobning i byrådet: - Jeg kan godt genkende tonen
Mest læste artikler
Meget vand på kørebane spærrer spor
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet