For tidligt at begrave sæsonen

Listrup og Væggerløse må vente endnu nogle dage, før de ved, om en reduceret forårsturnering kan gennemføres. Foto: Claus Hansen

Jylland har lukket ned for seriefodbold i dette forår, men der er håb på Lolland-Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER Med regeringens seneste udmelding for fase to i nationens store genåbningsplan ligger det nu fast, at der endnu går nogle uger, inden der kan spilles amatør fodboldkampe på serieplan.

Ganske vist er der blevet åbnet for træning under strenge restriktioner, men så længe forsamlingsforbuddet (over ti personer) ikke er ophævet, kan der ikke afvikles turneringskampe.

Forbuddet ændres tidligst i fase 3 gældende fra 8. juni, hvor det foreløbig hedder, at forsamlinger op til 50 personer kan blive tilladt.

DBU Jylland har taget konsekvensen af den seneste udmelding fra myndighederne og annulleret samtlige unionens forårsturneringer uden op- og nedrykninger.

Så vidt er det endnu ikke kommet for DBU Lolland-Falster.

- Vi glæder os først og fremmest over, at spillerne nu kan komme i gang med træningen, siger administrationschef i DBU Lolland-Falster Thomas Bonde Jensen.

Overordnet set hedder målsætningen stadig at få afviklet slutspillet med den korte enkeltturnering med fem kampe inden udgangen af juni.

- Men det kræver, at vi får ophævet forbuddet mod at forsamle mere end ti personer, ellers kan vi ikke afvikle fodboldkampe, hvor to hold inklusive udskiftere og trænere samt dommertrio hurtigt løber op i over 30 personer, påpeger Thomas Bonde Jensen.

- Foreløbig afventer vi situationen nogle dage, mens vi venter på udmeldinger fra 2. division og Danmarksserien, ligesom vi også skal afstemme vores udspil med de beslutninger, som DBU Sjælland måtte træffe, fordi mange af vore lokale hold spiller i turneringer, der sorterer under dem, siger Thomas Bonde Jensen.

Ifølge kommunikationschef i DBU Sjælland Peter Vest Hansen forventes ingen udmelding fra kontoret i Roskilde før engang i næste uge.

Uafhængig af de beslutninger, der måtte træffes på Sjælland, kan senior serierækkerne på Lolland-Falster godt afvikles.

Det kan ske efter en allerede udstukket plan om en enkeltturnering i slutspillet, hvis der gives grønt lys til fodboldkampe fra 8. juni.

Der efterlader tre weekender og tre midtuger til at spille fem kampe og stadig få afsluttet forårsturneringen som ønsket senest i weekenden 27.-28. juni.

Det er 14 senere end den oprindeligt planlagte sæsonafslutning - før coronakrisen.