Forældremyndighed får dansk cykelrytter til at stoppe
Nicklas Pedersen nåede et enkelt år i den farverige Unibet-trøje. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Efter bare et enkelt år som professionel cykelrytter indstiller Nicklas Amdi Pedersen sin karriere.
31-årige Nicklas Amdi Pedersen stopper karrieren som cykelrytter efter bare et enkelt år som professionel. Det oplyser han på den Instagram-konto, der tilhører Unibet-holdet.
Her har danskeren tilbragt 2024-sæsonen, men en ny situation på hjemmefronten har fået ham til at trække stikket.
- Der er sket mange ting på det seneste, men den største nyhed er, at jeg har fået forældremyndigheden over mine to smukke børn.
- Det har stor betydning for mig, og det gør, at jeg trækker mig tilbage, siger han i en video.
Amdi droslede gevaldigt ned for cykeltilværelsen i 2019, men for tre år siden fik han tid og lyst til at vende tilbage til landevejen.
- Jeg blev skilt for nogle år siden, og efterfølgende så jeg ikke mine børn så meget, som jeg gerne ville. Jeg havde en masse fritid ved siden af mit fuldtidsarbejde, så jeg besluttede mig for at finde tilbage i cykelsporten, siger han.
Han begyndte i de danske licensklasser igen i 2022, og året efter fik han kontrakt på kontinentalholdet ColoQuick.
Sidste år modtog han så en overraskende besked i sin indbakke fra hollandske Bas Tietema, som i 2023 havde startet et cykelhold efter at have opbygget et stort og lukrativt univers på YouTube.
Danskeren fik et tilbud, der gjorde det muligt at sige jobbet som fysioterapeut op.
Landsmændene Sebastian Nielsen og Andreas Stokbro kører fortsat for det professionelle cykelhold næste år.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker