Forbløffede håndboldkvinder regnede med hård tysk modstand

De danske spillere havde grund til jubel efter at have kørt Tyskland rundt i manegen ved VM. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Heller ikke Tyskland kunne røre de danske håndboldkvinder, der ellers havde forventet en hård kamp.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks 32-16-sejr over Tyskland var så overbevisende og overlegen, at håndboldkvinderne selv er forbløffet over deres seneste VM-bedrift.

De danske spillere havde forventet at blive presset af et hold, der havde vundet sine fem foregående kampe i turneringen. Men tyskerne blev blæst ud af banen fra start.

- At vi vinder så stort, kommer som en overraskelse. Men vi har sindssygt god selvtillid, og det skinner også igennem på banen, siger Mie Højlund.

Især i forsvaret fik det danske hold lukket tyskerne ned. Og Althea Reinhardt fik nok engang lejlighed til at brillere i målet med en redningsprocent på svimlende 62.

- Jeg brokker mig bestemt ikke. Forsvaret arbejdede virkelig hårdt og gav mig gode arbejdsbetingelser. Det gjorde mit arbejde lettere i målet.

- Jeg håber, at vi har sendt et signal om, at vi giver den fuld smadder og er fysisk stærke. Når man møder os, gør det ondt, siger Reinhardt.

Danmark skal nu møde Brasilien i kvartfinalen. Og efter seks sejre med en tocifret målforskel er de danske spillere ikke til at skyde igennem.

Men der er ingen fare for, at spillerne bliver overmodige og begynder at slække på disciplinen, forsikrer Højlund.

- Fra vi går fra banen, og til vi sidder i bussen på vej hjem, er armene godt oppe over hovedet.

- Derefter begynder vi at tænke på restitution og søvn, og så kommer armene ned. Fordi vi ikke ved, hvordan vi står i forhold til modstanderne, tror vi aldrig, at vi har vundet på forhånd, siger playmakeren.

Kvartfinalen mod Brasilien spilles tirsdag aften.