Forbund og badmintonspillere løser landsholdskonflikt
Hans-Kristian Vittinghus og de øvrige elitespillere har landet en ny landsholdsaftale. Foto: Toshifumi Kitamura/Ritzau Scanpix
Toshifumi Kitamura/Ritzau Scanpix
Badminton Danmark og elitespillerne indgår en ny seksårig landsholdsaftale, oplyser parterne.
Landsholdskonflikten i dansk badminton er løst.
Søndag har Badminton Danmark og elitespillerne indgået en ny seksårig landsholdsaftale, oplyser parterne.
Det meddelte parterne, et par timer efter at Badminton Danmark meldte ud, at kun underskrifterne manglede for at få en ny aftale på plads.
I september 2018 opsagde Badminton Danmark den tidligere landsholdsaftale, som både forbundet og spillerne i flere år havde været enige om, trængte til en præcisering.
En ny aftale nåede ikke at komme på plads i opsigelsesperioden, der udløb ved udgangen af november.
Derfor har de bedste danske spillere ikke som vanligt kunnet træne i Det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby, men har selv stået for at booke træningsbaner.
Striden mellem parterne har blandt andet handlet om spillernes rettigheder og forpligtigelser i forhold til aftalens kommercielle bestemmelser.
Da den månedlange strid ikke kunne løses, forsøgte Badminton Danmark at få forhandlet individuelle aftaler på plads med spillerne.
Kun damesinglen Mia Blichfeldt skrev under på en sådan aftale, mens de øvrige spillere stod fast på at få en kollektiv aftale.
Selv om spillerne efter egne udsagn har kunnet arrangere træninger på et fint niveau, har de været udfordret af, at et manglende samarbejde med Badminton Danmark vil kunne spænde ben for deres OL-deltagelse i 2020.
- Vi kommer ikke til at indstille atleter til OL-udtagelse, hvis de ikke har været en del af vores forberedelsesprogram og den kvalifikation, som kører nu her fra 1. maj, sagde Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, 10. januar.
Forbundet havde meldt ud, at skæringsdatoen for at få en ny aftale på plads var 25. januar, men to dage efter deadline er konflikten løst alligevel.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker