Forbund sender NFH op i 2. division
Træner for NFH's 3. divisionskvinder Mads Jensen kan uden at spille fejre oprykning til 2. division, efter forbundet har besluttet at fastfryse alle stillinger og afblæse den resterende del af sæsonen. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Stillinger fastfryses og op -og nedrykning er afgjort.
LOLLAND-FALSTER Der skal ikke spilles flere kampe i de lokale håndboldrækker fra 2. division og nedefter på grund af coronavirusen.
Det var udmeldingen i en mail fra Håndbold Region Øst til klubberne torsdag aften.
- Det er et faktum, at turneringen fra 2. division og nedefter sluttede onsdag 11. marts klokken 23:59. Der bliver ikke spillet flere puljekampe, lyder det i en mail fra administrationschef Per Jensen.
Fredag eftermiddag kom der så endnu en melding, efter at de tre distriktsforbund Jydsk Håndboldforbund, Fyns Håndboldforbund og Håndbold Region Øst havde stukket hovederne sammen og var blevet enige om, at samtlige turneringer fra 2. division og nedefter fastfryses med den nuværende stilling.
Samtidig står det også klart, hvordan man tackler situationen omkring op- og nedrykning.
Alle hold, der ligger til direkte oprykning, rykker op, mens de hold der ligger til direkte nedrykning rykker ned.
Der bliver ingen kvalifikationskampe om op- og nedrykning i denne sæson.
Sydhavsøerne rykker ud
Det får konsekvenser for Team Sydhavsøernes 2. divisionshold, der godt nok har ligget under nedrykningsstregen i hele sæsonen, men havde en reel mulighed for at klare frisag, da der stadig manglede fire kampe.
Den mulighed får de nu ikke og rykker direkte ned i 3. division.
- Det er selvfølgelig en ærgerlig måde at rykke ned på. Men der er ikke så meget at gøre ved det. Det er forbundet, der suverænt bestemmer, hvordan de vil afvikle den her situation, siger Team Sydhavsøernes sportschef Morten Juul.
Til gengæld er der glæde i NFH, der skulle bruge en sejr mere for at fejre oprykning til kvindernes 2. division. Den behøver de nu ikke, men mon ikke oprykningsfesten bliver en smule fesen på trods af dagens udmelding.
- Vi ville langt hellere have afgjort det inde på banen, men ingen kan dog være i tvivl om, at vi var rækkens bedste hold, fastslår NFH-træner Mads Jensen.
Mændene må blive
NFH's mænd har gennem hele sæsonen været i direkte infight med Hvidovre om førstepladsen i 3. division, men lige nu indtager falstringerne andenpladsen á point med Hvidovre, og da den københavnske forstadsklub er bedst indbyrdes tager de turen op i 2. division, mens NFH må tage til takke med endnu en sæson i 3. division.
- Det er da lidt af et antiklimaks efter en spændende sæson, siger NFH-træner Bo Toft Pihl.
I Kvalifikationsrækken rykker Østofte/Hillested direkte ud hos mændene, mens SSHK og Horbelev kan se frem til endnu en sæson i Kvalifikationsrækken hos kvinderne efter en slutplacering som henholdsvis nummer fire og ti.
Rødby vandt suverænt mændenes serie 1 og rykker op i Kvalifikationsrækken, mens Ravnsborg må tage til takke med endnu en sæson i serie 1, da de slutter på tredjepladsen.
Alle ungdomskampe er også afblæst, og dermed er det kun Håndboldligaen og 1. division for mænd og kvinder, der stadig har et hængeparti i forhold til, hvordan den resterende del af sæsonen skal afvikles.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
- Et godt tidspunkt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern