Forestående trænerskifte og fyresedler har kostet for NFH
Amalie Wulff (gul) er en af de NFH-spillere, der har kontraktudløb til sommer, og som endnu ikke har sin håndboldfremtid på plads. Foto: Hans Kurt Frederiksen
Hans Kurt Frederiksen
NFH er gået i vinterhi frem mod den traditionelle kamppause i december, hvor der spilles landsholdsslutrunde i stedet for Liga-kampe. Og med 19 kampe afviklet i hele fire forskellige turneringer på under tre måneder siden Super Cup-finalen mod Team Esbjerg tilbage i august, har det været hård kost for NFH-truppen, der udover stærk modstand på banen også har kæmpet med problemer på de indre linjer. Træner Jakob Larsen har stået med en meget svær opgave, der ikke har handlet så meget om backkryds og fremskudt 5:1-forsvar, men langt mere om mentale udfordringer.
Spillertruppen har reelt stået i et vadested, efter at Jakob Larsen meddelte sin trænerafgang efter den igangværende sæson allerede tilbage i maj måned. Det vadested blev bestemt ikke mindre af, at klubben i september præsenterede den tidligere mestertræner Niels Agesen, som ny træner for den kommende sæson.
Op mod en halv snes spillere i truppen står nemlig med kontraktudløb efter denne sæson, og da Niels Agesen først var præsenteret, løb rygterne hurtigt i den forholdsvis lille håndboldverden, hvor alle mure taler, og der høres mere på vandrørene end der løber vand igennem dem.
Hvem kunne den nye træner bruge fra den nuværende trup, og hvem blev vejet og fundet for let?
Spillerne har således været til eksamen i hver eneste kamp efterfølgende for at overbevise Niels Agesen om, at de er værd at satse på fremadrettet, og da først den første fyreseddel blev langet over disken internt i truppen, sneg der sig en usikkerhed ind i på holdet.
Hvem blev den næste, der blev prikket ud, og med præsentationen af et par nye spillere til den kommende sæson i løbet af efteråret, kunne de eksisterende spillere, der dækkede de samme positioner, som de nye spillere, godt læse skriften på væggen.
Spillerne er professionelle og skal også agere som sådan, men de er trods alt også kun mennesker, og det er de færreste, der yder deres bedste dagen efter, at de har fået at vide, at de er uønsket på arbejdspladsen.
Spillerne er professionelle og skal også agere som sådan, men de er trods alt også kun mennesker, og det er de færreste, der yder deres bedste dagen efter, at de har fået at vide, at de er uønsket på arbejdspladsen.
Endnu er kun Alberte Kielstrup officielt meldt ude i forhold til den kommende sæson, men der kommer med garanti flere udmeldinger i den nærmeste fremtid.
Det er en påstand, der aldrig kan bevises, men den interne usikkerhed har ganske givet sat sit præg på præstationerne i perioder.
Den helt store skuffelse kom sidst i oktober, hvor NFH "blot" skulle overvinde upåagtede Sønderjyske i pokalturneringens kvartfinale, for at sikre sig en plads i det lukrative Final4-stævne mellem jul og nytår, som endda lå til at blive afviklet i Spar Nord Boxen i Nykøbing med alt hvad der hørte til af prestige og positiv omtale af klub og by.
Men spillerne stivnede totalt i anden halvleg og måtte forlade arenaen i Aabenraa med bøjede hoveder og et højest overraskende nederlag, der satte sig dybt i både spillere, trænere og lederne omkring klubben.
Det var en kæmpe streg i regningen!
I Champions League har NFH også fået for lidt ud af det. Indsatsen sniger sig dog lige op under acceptabel efter sejren sidste lørdag mod rumænske Gloria Bistrita. Men blot tre point i otte kampe er i underkanten, selvom konkurrencen er ekstrem hård. Til NFH's forsvar skal det også med i helhedsvurderingen omkring den første Champions League-deltagelse siden 2017, at fem af de otte hidtidige kampe er afviklet på svære udebaner i Østeuropa, hvor det for uerfarne mandskaber i den sammenhæng, er ekstremt svært at få noget med hjem.
Den store evaluering over halvåret i Kvindeligaen, hvor NFH ligger nummer seks, lader vente på sig, da der stadig resterer fire kampe i første turneringshalvdel. Men skal de første ni kampe gøres op, så har man spillet op til forventningerne lige indtil sidste onsdag, hvor spøgelset om den interne usikkerhed endnu engang dukkede op mod Bjerringbro. Midtjyderne, der kom til Nykøbing med blot to sejre i hele 2024, var tættest på sejren i opgøret, der endte uafgjort. En modstander som NFH aldrig må tabe point til - og slet ikke på hjemmebane.
Kunne klubledelsen have handlet anderledes for at undgå at anliggender udenfor blev trukket med ind på håndboldbanen?
Situationen har været vanskelig og svaret på spørgsmålet er nej. Trænerskiftet skulle ske, da udmeldingen fra Jakob Larsen har været kendt længe, og opsigelser kommer vel aldrig nogensinde på et belejligt tidspunkt, for dem det går ud over. Desuden kan man ikke vente med at præsentere nye spillere til sæsonen er forbi, da rygterne løber stærkt, så snart blækket er tørt på en underskrevet kontrakt, og venter man for længe med at hente nye spillere til, så har konkurrenterne hapset de bedste.
Men under alle omstændigheder så bør den sportslige ledelse bruge den forestående EM-pause, til at få alle løse ender på plads, så de nuværende spillere kan koncentrere sig udelukkende om at levere på banen efter årsskiftet.
Muligheden for at forsvare sidste sæsons DM-sølv er stadig til stede, og det er også stadig muligt at gå videre fra Champions League-puljen. Opnås det, så har de spillere, der forlader klubben efter denne sæson, fået en værdig afsked.
Seneste artikler
Tom og lokalsamfundet sendte en redningskrans og fik et nyt hus tilbage
Kontrol udløste adskillige sigtelser
Vandet var populært hos årets studenter
NFH-træner ser muligheder for at gå videre
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by
Medie: Lollik savnet efter kæntring