Forgængere tror på VM-succes i Sydafrika

John Sivebæk, Marc Rieper og René Henriksen, som alle har repræsenteret Danmark ved et fodbold-VM, tror på dansk succes ved slutrunden i Sydafrika næste år.

Marc Rieper fra 1998-holdet i Frankrig tror, at Danmark kan nå helt til tops. Det fik holdet bevist med den mirakuløse sidste minuts sejr over Portugal i kvalifikationsturneringen, mener han.

- Hvis vi stiller med stærkeste hold, mener jeg, at alt kan ske. Ligesom i Frankrig må kriteriet være at komme videre fra gruppen. Derefter er det pokalkampe, og kampen mod Portugal på udebane er sådan en, man kan betegne som en pokalkamp, lyder argumentationen fra Marc Rieper.

John Sivebæk, der var med på 1986-holdet i Mexico, er meget fortrøstningsfuld, hvad angår de danske muligheder.

- Vi kan have store forventninger, fordi holdet har vist, at de kan spille op med mange andre store nationer. Det er ikke korrekt, at vi ikke kan være med, hvis vi kommer til VM, som nogen siger. Jeg mener sagtens, vi kan være med. Jeg er sikker på, vi nok skal gøre en god figur, siger Sivebæk, mens René Henriksen fra 2002-holdet i Sydkorea og Japan fortæller, at det er afgørende for holdets succes, at nøglespillerne er med:

- Holdet er mere sårbart over for skader, end vi var i 2002. Det er vigtigt, at aksen med de vigtige nøglespillere er med, for der er ikke mange spillere, som står på spring og bare kan overtage fra de bedste spillere uden at holdet svækkes, siger René Henriksen.

/ritzau/

Tre tidligere landsholdsspillere i fodbold med erfaring fra en VM-slutrunde vurderer, at det nuværende fodboldlandshold kan opnå succes ved VM næste år.

Offentliggjort Sidst opdateret