Forgæves Schleck-angreb mod Contador

Spanske Alberto Contador forsvarede sin gule førertrøje i Tour de France på tirsdagens 16. etape, selvom Saxo Banks Andy Schleck forsøgte at sætte ham.

Tirsdagens Alpe-etape i Tour de France rykkede ikke ved topplaceringerne i den samlede stilling i løbet, hvor spanske Alberto Contador stadig er i front efter de første 16 etaper.
Opad kategori-1-stigningen Col du Petit-Saint-Bernard, etapens anden og sidste stigning, satte Team Saxo Bank sig tidligt i front af favoritfeltet. Her satte både Nicki Sørensen og Chris Anker Sørensen højt tempo, inden Andy Schleck angreb og blandt andre fik sat Astanas Lance Armstrong af - eller sådan skulle man tro til at begynde med.
Men lige pludselig kørte amerikaneren, der har vundet Touren syv gange tidligere, alene op til favoritterne, hvor Alberto Contador ikke lod sig ryste af Andy Schleck eller holdkammeraten Jens Voigt, som var faldet tilbage fra et tidligt udbrud for at hjælpe sin Saxo Bank-kaptajn. Voigt styrtede i øvrigt på nedkørslen fra bjerget i en soloulykke.
Selve etapen blev vundet af spanieren Mikel Astarloza fra Euskaltel, der viste sig bedst blandt de udbrydere, som kørte af sted tidligt på dagen.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret