Forhandlinger i hårdknude truer MLB-sæsonen
Byron Buxton er en af de største stjerner i MLB, men sammen med resten af ligaens spillere kan han ikke komme i aktion foreløbig grundet overenskomststriden mellem ligaen og spillerforeningen. (Arkivfoto) Foto: Jim Mone/Ritzau Scanpix
Jim Mone/Ritzau Scanpix
Overenskomststrid har ført til lockout af spillerne i baseball-ligaen MLB. Sæsonåbningen er allerede aflyst.
Ikke siden 1994/95-sæsonen har USA's bedste række inden for baseball, MLB, måttet aflyse kampe grundet overenskomststrid.
Men det sker i den kommende sæson, og ifølge MLB-ligaen, som står på den ene side af forhandlingerne, er parterne langt fra hinanden. Derfor er der ikke udsigt til en snarlig løsning, og flere kampe kan blive aflyst.
Åbningsrunden 31. marts samt den efterfølgende runde er allerede blevet aflyst, da spillerne fortsat er lockoutet af ligaen.
Spillerforeningen og ligaen nåede i sidste uge ikke til enighed om en ny overenskomst, og et nyt oplæg fra spillerforeningen får nu ligaen til at melde, at forhandlingerne er gået i hårdknude.
- Spillerforeningen valgte at komme tilbage med et forslag, som var værre end det, vi kiggede på mandag aften. Det var ikke egnet til at flytte forhandlingsprocessen frem, lyder det fra MLB's talsmand Glen Caplin ifølge Reuters.
- I visse henseender er det faktisk gået tilbage. Kort sagt, så er det gået i hårdknude. Vi vil forsøge at finde ud af, hvordan vi skal svare, men intet i deres forslag gør det nemt.
Spillerforeningen har indtil videre ikke reageret på kritikken fra ligaen.
Ifølge Reuters er de to parter meget langt fra hinanden på afgørende områder om skatteforhold, minimumslønninger og bonusordninger.
Lockouten fortsætter derfor, og sandsynligheden for yderligere aflysninger af kampe stiger.
MLB er suverænt den af de store ligaer i USA, som har flest kampe at tage af. Hvert hold spiller 162 grundspilskampe mellem april og september.
Til sammenligning spiller NFL-holdene blot 17 grundspilskampe, mens NBA- og NHL-holdene spiller 82 grundspilskampe hver - når ikke coronapandemien gør indhug i programmet.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde