Formel 1-køreren Albon endte på intensiv efter operation
Alexander Albon nåede at træne på Monza-banen, men kom hverken i aktion i kvalifikationen eller løbet. Foto: Massimo Pinca/Reuters
Alexander Albon er ovenpå igen, efter at han i weekenden endte i respirator efter en operation.
Weekenden endte dramatisk for Formel 1-køreren Alexander Albon, efter at han før tredje træning måtte melde fra til grandprixet i Italien med blindtarmsbetændelse.
På sin hjemmeside skriver holdet Williams, at den 26-årige racerkører blev opereret lørdag ved middagstid. Herefter opstod der komplikationer på grund af narkosen.
Albon fik vejrtrækningsbesvær og blev overført til intensivafdelingen. Der var tale om en "kendt, men usædvanlig komplikation", forklarer Williams.
- Han gjorde store fremskridt i løbet af natten og kunne i går (søndag, red.) morges blive flyttet fra sin respirator, skriver holdet.
Det forventes, at den tidligere Red Bull-stjerne kan vende hjem tirsdag.
- Alex' fulde fokus er på at komme sig og forberede sig på grandprixet i Singapore senere på måneden, lyder det.
Formel 1-grandprixet i weekenden blev afholdt på Monza-banen.
Red Bulls Max Verstappen løb med sejren, mens den danske Haas-kører, Kevin Magnussen, sluttede på 16.-pladsen.
I Albons fravær fik Nyck De Vries for første gang chancen i motorsportens kongeklasse, og han kvitterede for muligheden ved at blive nummer ni og skaffe holdet to point.
Dermed har han modsat Williams-kollegaen Nicholas Latifi fået point i sæsonen. Canadieren er stadig ikke kommet på tavlen.
Albon har skrabet fire point sammen, men Williams' seks point placerer holdet på en klar sidsteplads i konstruktørernes regnskab.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde