Formstærk Bjorkstrand netter på ny i Seattle-sejr
Oliver Bjorkstrand er nu oppe på 16 sæsonmål i NHL. Foto: Sergei Belski/Ritzau Scanpix
Oliver Bjorkstrand har scoret i tre ud af de seneste fire kampe for Seattle Kraken, der vandt i Calgary.
Danske Oliver Bjorkstrand har tilsyneladende afpudset målformen, netop som NHL's grundspil går ind i de afgørende uger.
Natten til tirsdag dansk tid lavede den 28-årige forward det ene af målene, da Seattle Kraken tog en 4-2-sejr på udebane over Calgary Flames.
Bjorkstrand er kommet på måltavlen i tre ud af sit holds seneste fire kampe og er i alt oppe på 16 mål i 61 NHL-opgør i denne sæson.
Stillingen var 1-1 i anden periode, da Seattles Jared McCann modtog en aflevering bag Calgary-målet. Han kiggede op og fandt en helt udækket Bjorkstrand, der resolut smækkede pucken i nettet.
I en kamp med et væld af udvisningsminutter kæmpede Seattle sig til to point godt hjulpet af holdets tyske målmand Philipp Grubauer, der reddede 35 af 37 Calgary-skud.
Trods sejren er Seattle i NHL-stillingen stadig et stykke fra de placeringer, der giver avancement til playoffkampene. Der er behov for en heftig slutspurt i de sidste 21 kampe, inden grundspillet slutter 18. april.
Med sine 44 point for 16 mål og 28 assister er Bjorkstrand atter foran landsmanden Nikolaj Ehlers på NHL's topscorerliste. Ehlers er noteret for 43 point, men har til gengæld lavet flest mål, nemlig 18 af slagsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie